Privatøkonomi

Boligejere i klemme med opsigelse af lån: Her er finterne, som begrænser skaden

Det står ikke skrevet nogen steder, at man skal indfri sit realkreditlån til kurs 100.

Boligejere, der har opsagt deres lån, skal tænke sig godt om, før de vælger, hvordan de vil gøre det.  Foto: Gregers Tycho

De seneste to uger har udviklet sig til et kursmareridt for de boligejere, der har opsagt deres lån uden at have fået et nyt. Men et par finter kan reducere skaderne.

Boligejerne skal simpelthen opsige deres eksisterende 1,5 pct.-lån til dagskurs - ikke kurs 100. Kursen er aktuelt 97, og det betyder, at der kan spares 45.000 kr. på et gennemsnitslån på 1,5 mio. kr.

Også hvis man fortryder sit lånevalg, fordi kursen på det nye lån er faldet, kan der være en mulighed for at afbøde tabet, oplyser chefanalytiker i Totalkredit Sune Malthe-Thagaard.

Udgangspunktet er en boligejer, der for nogle uger siden opsagde f.eks. et 1,5 ct.-lån for at konvertere til et 0,5 pct.-lån, da kursen lå omkring de 98. Han kurssikrede ikke, og siden er kursen faldet til ca 90.

»Boligejeren kan da nå at ombestemme sig og beholde sit 1,5 pct.-lån. Det er dog kun muligt inden fristen ved udgangen af april. Var kursfaldet sket efter fristen, ville der ikke være noget at gøre,« siger Sune Malthe Thagaard.

Han understreger, at kurssikring altid er en god idé, det har de seneste 14 dages kurstumult været det bedste eksempel på.

I de fire største realkreditinstitutter har kunderne samlet opsagt lån for ca. 16 mia. kr. ligeligt fordel på lån med og uden afdrag. De var så uheldige at gøre det inden stormvejret på finansmarkederne.

»Disse kunder skal holde tungen lige i munden i disse tider,« fastslår chefanalytiker i Totalkredit Sune Malthe-Thagaard.

De pågældende har i løbet af februar og marts opsagt deres lån til kurs 100 med virkning fra terminen 1. juli. Det er sket, mens kurserne i markedet har været over 100, og boligejernes ret til at konvertere til kurs 100 har derfor haft en positiv værdi.

Den seneste uge er kurserne imidlertid faldet så meget, at denne ret til at indfri til kurs 100 ikke længere har værdi for 1,5 pct.-lånet. Det samme kan også blive tilfældet for 2 pct.-lån, hvis kurserne fortsætter med at falde.

Aktuelt kan en boligejer, der har opsagt sit 1,5 pct.-lån med afdrag købe sin obligation tilbage i markedet til omkring kurs 97. For varianten med afdragsfrihed endda lidt under.

»Ved at skifte indfrielsesmetode fra opsigelse til kurs 100 til en obligationsindfrielse, kan man altså spare omkring 3 pct. Hvis boligejeren har et typisk lån på ca. 1,5 mio. kr., er der altså mulighed for at spare 45.000 kr.,« siger Sune Malthe-Thaagaard.

De helt store vindere er dem, der opsagde deres 1,5 pct. lån før krisen og sikrede sig et billigt 0,5 pct. lån, som de kurssikrede i tide. De får både lavere restgæld og ydelse.

Finten kan ikke bruges, hvis man har straksindfriet sit lån. Det kan man ikke trække tilbage, men ifølge Sune Malthe-Thaggard drejer det sig om en relativt lille del. Det er dog svært at sætte præcise tal på.

Resten kan med fordel kontakte deres pengeinstitut og ændre indfrielsesmetode til en obligationsindfrielse.

Sune Malthe-Thagaard, chefanalytiker Totalkredit

»De kan ikke ændre noget. Resten kan med fordel kontakte deres pengeinstitut og ændre indfrielsesmetode til en obligationsindfrielse. Det skal ske, inden opsigelsesfristen udløber 30. april,« understreger han.

Når boligejeren har ændret indfrielsesmetode, kan pengeinstituttet gå i markedet og opkøbe obligationerne for kunden. Samtidig kan en udbetaling af et evt. nyt lån fremrykkes, så det ikke ligger og afventer 1. juli, hvor det gamle lån oprindeligt var opsagt til.

De seneste to uger er kurserne på de obligationer, der ligger bag de 30-årige fastforrentede realkreditobligationer, faldet brat, så 2 pct-lånet igen er åbnet.

»Situationen er dermed vendt på hovedet, efter at coronakrisen i begyndelsen gav højere kurser på realkreditobligationer, og 0,5 pct.-obligationen var et par kurspoint fra at lukke,« konstaterer Sune Malthe-Thagaard.

BRANCHENYT
Læs også