Fortsæt til indhold

Populære boliglån tæt på kursdød

Kursfaldene på realkreditobligationer kan udløse et brandudsalg.

Privatøkonomi

To af Danmarkshistoriens mest attraktive boliglån er tæt på at lide kursdøden.

Det 30-årige 2 pct. lån uden afdrag er helt nede i en kurs under 94 og dermed tæt på at være uinteressant. Samtidig er der skiftedag for de 20-årige lån, der er blevet overraskende populære. Der åbnes igen for det 20-årige 2 pct. lån, der netop er kommet under kurs 100. 1,5 pct. lånet med samme løbetid er sendt ned omkring kurs 96.

Det er formentlig psykologiske faktorer, der sender kurserne ned, mener boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

»Det er svært at forklare hvorfor renten stiger netop nu, da der hverken er ikke er kommet nogen væsentlige nøgletal eller udtalelser, der kan berettige de kursfald af den kaliber vi nu ser,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Tirsdag var den eneste væsentlige nyhed, at EU kommissionen hævede sit vækstskøn. Men eftersom opjusteringen var forventet og ikke stor nok til at trække aktierne i den rigtige retning, burde det ikke i sig selv kunne berettige en rentestigning i den aktuelle størrelsesorden, mener hun.

»I stedet skal forklaringerne på rentestigningen formentlig findes i de psykologiske faktorer. Alle har en forventning om, at renten skal op, spørgsmålet er bare hvornår. Derfor er mange investorer fuldt bevidst om, at de sidder inde med nogle kursfølsomme obligationer, der kan generere et stort kurstab, hvis de ikke kommer af med dem i tide. Det skaber uro, hvor kursfald hurtigt bliver selvforstærkende, fordi ingen investorer ønsker at være dem, der sidder tilbage med sorteper.«

Fortsætter den adfærd, kan renterne stige meget hurtigt, ikke mindst når økonomien for alvor vender.

»I den situation kan vi nemlig forvente et simultant brandudsalg fra investorernes side. Det vil i givet fald være til stor glæde for de boligejere, der allerede har et fastforrentet lån, men til ulempe for boligmarkedet som helhed, da stigende renter alt andet lige presser boligpriserne ned,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Det 30-årige 2 pct. lån med afdrag handles i 95,1 og er derfor nu også er tæt på at være uinteressant for de fleste boligkøbere. Kun i de tilfælde, hvor boligejeren har en lang tidshorisont i sin bolig eller forventer kraftigt stigende renter kan de 30-årige 2 pct. lån fortsat anbefales. I de øvrige tilfælde bør boligejerne vælge et af de 30-årige 2,5 pct. lån, lyder anbefalingen fra Nordea Kredit.

Artiklens emner
Nordea Kredit
Lise Nytoft Bergmann