Fortsæt til indhold

Udsigt til ny dramatisk rentedag - har du penge i klemme?

Der er både vindere og tabere ved kursfaldet på obligationerne. Se dem her.

Privatøkonomi

Der er lagt op til endnu en dramatisk dag på obligationsmarkederne ikke mindst i Danmark. Torsdagen blev en af de dage, der vil gå over i historien. Sjældent har der været så store udsving på en enkelt dag. Situationen mindede på mange måder om de kaotiske dage, der var så mange af under finanskrisen.

Det bemærkelsesværdige var de store udsving i løbet af dagen. I løbet af formiddagen faldt kurserne markant. Ved frokosttid vendte stemningen, og ved dagens slutning var meget af det tabte indhentet. Men ikke helt.

For blandt boligobligationerne er det helt centralt, om gennemsnitskursen er over eller under 100. Så snart den er under, kommer den i spil igen, og boligejerne kan få tilbud i den. Det skete med 3 pct. obligationen uden afdrag. Hos Nordea Kredit endte den med en gennemsnitskurs på 99,97, og den kan man altså få tilbud i allerede fredag.

»Vi tror, at den nuværende rentestigning er overvurderet og forventer, at gensynet med det 30-årige 3 pct. lån vil være kortvarigt,« siger boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

I Nordea Kredit hæfter man sig ved de store udsving, men betragter altså eftermiddagens kurs-comeback som et godt tegn.

Sådan udviklede dagen sig for de toneangivende realkreditobligationer:

Kursudvikling3 pct. med afdrag3 pct. uden afdrag2,5 pct. med afdrag2,5 pct. uden afdrag2 pct. med afdrag2 pct. uden afdrag
Da markederne lukkede onsdag101,7100,998,097,095,093,7
Ved frokosttid onsdag*99,596,495,493,592,2
Da markederne lukkede torsdag*99,997,696,594,593,3

* 3 pct. obligationen med afdrag blev ikke handlet - Kilde: Nordea Kredit

Tror man på, at kurserne stiger igen, gælder det derfor om at få et lånetilbud hjem i 3 pct. obligationen, inden den evt. lukker. Hvis man har gjort det og kursen stiger til eksempelvis 102, tjener man godt 2 kurspoint, og for hver mio. kr. er det altså ca. 20.000 skattefrie kroner.

Falder kursen yderligere, kan man bare rive lånetilbuddet i stykker.

Men kursfaldet og rentestigningerne er ikke dårligt nyt for alle. Der er faktisk nogle, der har tjent på kursudviklingen.

De, der optog et 30-årigt 2 pct. lån i første halvdel af februar, har været heldige. På det tidspunkt var kursen på et lån med afdrag nemlig omkring 99,5, mens kursen på versionen med afdragsfrihed lå i 98,5. Nu er kursen kurs 94,5 hhv. 93,3. Det betyder, at de bedst stillede boligejere allerede nu har mulighed for at høste en kursgevinst på ca. 50.000 kr. pr. lånte million.

Taberne skal findes blandt dem, som netop har skrevet under på et boligkøb, men endnu ikke har hjemtaget deres lån. Boligejere, der har gang i et byggeprojekt, hvor der er bevilget et forhåndslån, men hvor det endelige realkreditlån endnu ikke er på plads, er også kommet i klemme. Er det et fast forrentet lån, de ønsker, så ender det i hvert fald med at blive dyrere end først forventet.

»For boligejere, der har lån i de 30-årige 2 pct. serier, er de faldende kurser lykken, da det betyder, at de både har håneretten overfor naboen ved at sidde med en lav rente og en lav månedlig ydelse, samtidigt med at de vil kunne indfri deres lån til væsentligt færre penge, end dem de rent faktisk skylder,« siger Lise Nytoft Bergmann.

For investorerne er de faldende kurser gift, fordi de får store kurstab. Derfor gælder det for investorerne om at komme ud af deres positioner i tide, hvis renten begynder at stige, da det kan gå meget stærkt, når stemningen vender. Ingen ønsker nemlig, at det bliver dem, der ligger inde med et værdipapir, der mister meget af sin værdi.

Spekulation er indtil videre den eneste forklaring på det bratte kursfald.

»Hårde data forklarer ikke den seneste uges kursfald. Derimod skal forklaringen formentlig findes i markedspsykologien og de potentielt store tab investorerne risikerer. De lange boligobligationer er nemlig kendetegnet ved, at have en høj kursfølsomhed, og det betyder, at kurserne falder voldsomt, når renten stiger,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Artiklens emner
Nordea Kredit
Lise Nytoft Bergmann