Fortsæt til indhold

Her er de 10 vigtigste nyheder fra Finans fredag morgen

Briefing
Finans Redaktionen

Få et hurtigt overblik over nattens og morgenens vigtigste nyheder.

Eksperter forventer store udfordringer for Danmarks nye superorganisation. Det bliver en slagkraftig organisation, der fra januar skal kæmpe for knap halvanden mio. lønmodtagere, hvis LO og FTF som ventet fusionerer fredag. Men både økonomiske og ledelsmæssige udfordringerne tårner sig ifølge tre eksperter op for den nye organisation.


Regeringen vil betale landmænd 1,1 mia. kr. for at gøre Danmark mere økologisk
. Regeringen og DF er klar med flere penge til at støtte omlægning til økologisk drift. Allerede næste år vil et areal, som er større end Fyn, blive drevet økologisk. Salget af dansk økologi vokser eksplosivt. Vækstraterne har været langt højere, end branchen selv havde ventet.


Den opkøbsivrige DFDS-topchef hev den helt store fangst hjem i Middelhavet
. De sidste 11 år har Niels Smedegaard styret DFDS mod bedre tider og jagtet opkøb. De fleste bidder, rederiet har taget, har været mindre virksomheder, og muligheden for at købe Scandlines glippede. Nu tager topchefen den største bid hidtil.


Ubers topchef vil fortsætte med selvkørende biler: »De er som køreskoleelever«
. Selvom det endnu ikke er afgjort, om teknologien i Ubers selvkørende biler var skyld i en fodgængers død, er Ubers direktør fast besluttet på at udvikle selvkørende biler. De vil blive bedre end menneskelige bilister, mener han. (Wall Street Journal)


Mystisk stigning: Bitcoin blev over tusind dollars mere værd på en time
. Efter måneder med fald i bitcoin-kursen var der torsdag håb om nye toner. Uden nogen oplagt grund steg kursen pludseligt med næsten 17 procent.


Apples højttaler var forsinket - og så floppede den
. Apples nye højttaler HomePod, der skulle tage kampen op med Amazons Alexa, er ikke blevet et hit. Produktion og forventede salgstal er skruet ned. (Bloomberg)


»Lars sad på Jims kontor. Han sagde: Det er noget rigtig lort. Vi har tabt 80 mio. dollars på Tankoil«
. Der var totalt kaos og chok på OW Bunkers hovedsæde den 5. november 2014, da det pludselig gik op for ledelsen, at koncernen havde tabt enorme summer på en løbsk kredit i Singapore. Det fortalte tidligere økonomidirektør i OW Bunker, Kent Larsen, da han torsdag optrådte som vidne i straffesagen mod Lars Møller.

Velhavere skyder 150 mio i Tvede og Warnøes fond. Jeppe Christiansen, topchef og medejer i Maj Invest, er blandt en række velhavere, der kaster 150 mio. kr. i Lars Tvedes og Peter Warnøes venturefond Nordic Eye. (Børsen)

Der bliver ikke lagt fingre imellem, når den tidligere FBI-direktør James Comey skal beskrive sin tidligere chef, USA´s præsident, Donald Trump. I sin nye bog, "A Higher Loyalty", kalder Comey Trump for "uetisk" og en person, der "ikke er styret af sandheden" og sammenligner præsidenten med en mafiaboss. (DR)

Og netop Donald Trump er sammen med den britiske premierminister, Theresa May i en telefonsamtale torsdag blevet enige om, at det er vigtigt at reagere på det syriske styres brug af kemiske våben. Rusland har omvendt indkaldt til hastemøde i FN´s Sikkerhedsråd fredag og advaret om angreb på Syrien. (Ritzau/AFP)

Har du fået overblikket? Du kan også få de vigtigste nyheder direkte i mailboksen eksklusivt udvalgt af vore redaktører ved at tilmelde dig vores morgenbriefing.