Erhverv

Bestseller-ejer må selv give butikslejere kredit på huslejen

Kampen om kontanterne er intens i en presset detailhandel. Jysk-kæden har netop bedt danske udlejere om nedslag i huslejerne, mens Anders Holch Povlsens eget ejendomsselskab også må give butikslejere henstand.

Handelsgaderog -strøg ligger stille hen under coronakrisen. Foto: Gregers Tycho

Alle led i detailhandlen melder om hårdt pres på økonomien og især likviditeten under coronakrisen. Den danske modegigant Bestseller har som andre detailkæder derfor bedt sine udlejere af danske butikker om henstand på huslejen for i hvert fald april.

Samme ønske mødes Bestsellers ejer, Anders Holch Povlsen, dog også af i sine egne ejendomsaktiviteter, som ligger under familiens investeringsselskab Heartland. Selskabet har en lang række ejendomme rundt om i Danmark - bl.a. i Aarhus med detailbutikker som lejere.

»Vi har de seneste uger været i dialog med flere af vores lejere, som vi har givet henstand i april, og det er en dialog, der kører fortløbende. Som udgangspunkt giver vi henstand til alle butikker, fitnesscentre og restauranter, der også er ramt af den økonomiske krise, vi befinder os i som følge af COVID-19. Vi håber med de tiltag at kunne bidrage til, at de kommer bedst muligt gennem den kommende periode,« skriver Bo Refsgaard, som er ejendomsansvarlig hos Heartland, i en mail til Finans.

Modekoncernen
  • Bestseller er en familieejet dansk modekoncern med hovedsæde i Brande.
  • Ejes af adm. direktør Anders Holch Povlsen.
  • Rummer 20 mærker – bl.a. Jack & Jones, Selected, Vero Moda, Vila og Only.
  • Sælger tøj på 70 markeder i Europa, Mellemøsten, Nordamerika, Latinamerika, Indien og Australien samt via onlinehandel.
  • Har ca. 2.500 egne butikker. Desuden afsætning via 15.000 andre forhandlere.
  • Familien bag har også del i en række andre selskaber – bl.a. Bestseller Fashion Group China, der driver flere end 7.000 butikker rundt om i mere end 500 kinesiske byer.
  • Gennem investeringsselskabet Heartland har Anders Holch Povlsen bl.a. ejerandele i Asos og Zalando samt ejerskab i danske virksomheder som Normal, Nemlig, Bianco og Whiteaway. Dertil kommer en række startups og iværksætterselskaber.

Mange danske detailbutikker i shoppingcentre er aktuelt tvangslukkede, mens talrige andre butikker er blevet frivilligt lukket i kampen mod coronavirus - og som en konsekvens af meget få kunder på handelsgaderne. Stop i salget har skabt en likviditetskrise i store dele af detailhandlen, hvor der således er kamp om betalinger af både leverandører og huslejer.

Bestseller, der har 2.500 butikker samt salg til 15.000 engroskunder i en lang række lande, er ifølge ejer og adm. direktør Anders Holch Povlsen hårdt presset på likviditeten.

Derfor har storkoncernen netop meddelt over 200 danske udlejere, at der er brug for en fælles løsning om huslejen for den kommende tid.

Dynekæden
  • Detailkoncernen Jysk har eksisteret siden 1979, da afdøde dynekøbmand Lars Larsen åbnede den første butik.
  • Driver knap 2.900 butikker i 52 lande.
  • Koncernen har hidtil været delt i to selvstændige selskaber som netop nu slås sammen: Dänisches Bettenlager med butikker i de tysktalende lande samt Frankrig, Italien, Spanien og Portugal og Jysk Nordic, som ud over Skandinavien har det øvrige marked i Europa.
  • 200 af Jysk-butikkerne drives af lokale franchisetagere i lande, der ikke regnes som kernemarkeder for koncernen, gennem Jysk Franchise. Det er lige fra Island, de baltiske lande og Canada til bl.a. Thailand, Kuwait og Vietnam.
  • Jysk indgår i familiekoncernen Lars Larsen Group, der har stifterens søn, Jacob Brunsborg, som bestyrelsesformand.

Flere andre detailkæder melder også om brug for en dialog med deres udlejere. Det gælder eksempelvis detailgiganten Jysk med 2.900 butikker i 52 lande. Rundt om i Europa er op mod 2.000 af disse aktuelt lukkede efter krav fra myndighederne i kampen mod coronavirus.

Her i landet har Jysk fortsat en lang række butikker åbne. Dynekæden har her netop bedt alle udlejere om en dialog.

»Som alle andre i detailhandlen er vi i en svær situation med markant faldende salg og omsætning. Det ønsker vi også at have en løsning omkring med udlejere. Derfor har vi ringet og skrevet til udlejere, at vi gerne ønsker en hurtig dialog om reduktion i huslejens størrelse,« siger kommunikationsdirektør Rune Jungberg Pedersen, Jysk.

Hos EjendomDanmark, erhvervsorganisation for ejere og administratorer af ejendomme, appellerer adm. direktør Jannick Nytoft til midlertidige løsninger gennem dialog mellem ejere og pressede erhvervslejere.

»Vi opfordrer til, at de ejere og udlejere, som har mulighed for det gennem individuelle løsninger, giver mest mulig kredit - og dermed likviditet til erhvervslejere,« sagde Jannick Nytoft til Finans onsdag.

Der er i de politisk vedtagne hjælpepakker lavet danske ordninger, som detailbutikker kan søge andel i. Pengene i de pakker er dog endnu ikke sendt ud, og derfor står kampen lige nu om betaling af husleje for de næste måneder. Fra flere udlejere peges på, at det netop er detailbutikker og kæder, som får del i hjælpepakkerne, og derfor er forventningen, at huslejen betales.

Deas, der bl.a. administrerer og driver 17 indkøbscentre på vegne af Danske Shoppingcentre, har fastslået over for Finans, at der arbejdes med en individuel vurdering sammen med lejere af butikker. Men afdelingsdirektør Finn Sture Hansen i Deas peger samtidig på, at udlejerne ikke får del i de økonomiske pakker, mens det er omvendt med detailbutikkerne.

BRANCHENYT
Læs også