Fortsæt til indhold

Detailkæder om nyt fald i inflationen: Vi kæmper for at få priserne ned

Tempoet i prisstigningerne ser ud til at flade ud i danske butikker efter måneder med høj inflation. Faktisk er der udsigt til prisdyk på visse fødevarer, mens detailhandel fortsat melder om et pres på sektoren.

Danske dagligvarekæder presser leverandører for at få dyk i priserne på de indkøbte varer. Foto: Kim Frost.
Erhverv

Et nyt dyk i inflationen kan også være godt nyt for forbrugerne i relation til indkøb i dele af detailhandlen. Uagtet at inflationstallene viser, at priserne fortsat stiger, ser takten ud til at være markant mindre end hidtil. Faktisk er der udsigt til helt aktuelle prisdyk på nogle varer i supermarkeder og butikker.

Mandag kom det frem, at for første gang i 20 måneder er inflationen faldet til under 3 pct. Af tallene for maj fra Danmarks Statistik vises desuden, at inflationen er faldet for syvende måned i træk. Det sker efter, at det ellers er gået den stik modsatte retning gennem det meste af 2022.

Den høje inflation har udløst stigende priser på mange varer i butikkerne, hvilket har givet ændrede forbrugsvaner.

Hos dagligvarekoncernen Coop Danmark, der omfatter kæder som Superbrugsen, Kvickly, 365discount og Daglibrugsen, lyder meldingen nu, at de nye inflationstal er godt nyt for forbrugerne.

Informationsdirektør i koncernen Jens Juul Nielsen understreger, at bøtten kan være vendt, samt at nogle fødevarer faktisk bliver billigere lige nu.

»Vi har den seneste periode presset på for prisfald hos leverandører, og retningen nu går den vej for en række varegrupper. Vi forventer, at samme udvikling kan fortsætte den kommende tid. Helt konkret sætter vi i den forbindelse prisen ned på 40 mejerivarer i vores butikker med virkning fra allerede tirsdag,« fortæller Jens Juul Nielsen.

Hos Salling Group, der står bag kæderne Netto, Bilka og Føtex, har der gennem en periode været lagt pres på leverandørerne for at få prisdyk. Det har særligt været et ønske, at få lavere priser på fødevarer, hvor råvarer er faldet i pris globalt. Presset var særligt tydeligt i foråret, da der blev sendt en direkte appel i et kontant brev til koncernens leverandører.

Om den aktuelle udvikling og de nye inflationstal udtaler pressechef Jacob Krogsgaard Nielsen på vegne af Salling-ledelsen:

»Vi deler vores kunders utålmodighed, og derfor skubber vi fortsat hårdt på over for vores leverandører, for så snart de sænker deres priser, vil kunderne hurtigt se det slå igennem i vores butikker, som det skete på en lang række mejerivarer for nylig. «

Hos detailgiganten Jysk fastslår kommunikationsdirektør Åse Andersson, at kæden på linje med de fleste andre inden for boligindretning har mærket stigende omkostninger.

»Vi har generelt valgt at absorbere prisstigningerne selv, men i nogle tilfælde har vi været nødt til at hæve priserne. Vi ser ind i, at vores priser genfinder et mere normalt leje i takt med, at inflationen og kostpriserne falder. Det er allerede synligt på nogle varegrupper såsom havemøbler og madrasser,« oplyser hun.

Jysk-koncernen har 3.200 butikker i 49 lande og logistikcentre rundt om i Europa. Foto: Jysk PR.

I den danske detailkæde Sport 24 fastslår adm. direktør Lars Elsborg, at for hans forretning er det afgørende, at inflationsdyk kan udløse en ny forbrugeroptimisme.

»For vores butikker og sortiment af varer er det jo ikke sådan, at tingene går helt i stå, fordi inflationen stiger, eller omvendt at salget eksploderer, fordi den falder. Vi har markant mindre udsving markant end for salg af fødevarer. Så det afgørende for os er, om det nye inflationsdyk skaber bedre stemning blandt forbrugerne,« siger Lars Elsborg, Sport 24.

Adm. direktør Ole Koch Hansen hos modeselskabet PWT Group, der bl.a. omfatter herretøjskæderne Tøjeksperten og Wagner, vurderer, at selvom det nye inflationsdyk er positivt, udgør kerneinflationen stadig en udfordring. Han siger:

»Detailhandlen har oplevet og oplever fortsat stigende husleje og lønstigninger, hvilket sætter fortsat pres på branchen. Vi håber og tror dog, at vi kan bevare vores nuværende niveau, trods disse udfordringer.«

Dansk Erhverv, der bl.a. er organisation for store dele af detailhandlen, fastslår seniorøkonom Kristian Skriver, at det aktuelt især er priserne på el og brændstof som trækker inflationen ned.

»Der er rigtig godt nyt for forbrugerne, at inflationen dykker markant og viser, at tiden med de galoperende prisstigninger kan være bag os. Der er uden tvivl fortsat pres på ikke mindst dele af detailhandlen, der har været ramt af høje omkostninger i en tid med pres på salget. De nye inflationstal kan dog betyde, at den bekymring og usikkerhed, som netop de har udløst hos mange danskere også i relation til forbrug, letter,« mener Kristian Skriver, Dansk Erhverv.

Artiklens emner
Detailbranchen
Inflation