26 økonomer: Trojkaen tager fejl i sine krav til Grækenland

Syriza er Grækenlands sidste chance.

Hvis kreditorerne underminerer den endnu nyvalgte koalitionsregering i de græske gældsforhandlinger, underminerer de også det græske demokrati - og det med store politiske konsekvenser for det europæiske samarbejde til følge.

Sådan lyder det fra 26 økonomer i et brev til Financial Times, trykt d. 6. juni.

Sammen med Nobelpris-modtageren Joseph Stiglitz, den verdensanerkendte franske økonom Thomas Piketty og 23 andre prominente økonomer verden over står Mary Keldor som en af afsenderne på brevet, der appellerer til Grækenlands kreditorer.

Under overskriften »I sidste time; en bøn for økonomisk fornuft og medmenneskelighed« argumenterer de for, at at Den Europæiske Centralbank (ECB), Den Internationale Valutafond (IMF) og EU-Kommissionen må lægge stilen om. For reformerne, de kræver af Grækenland, løser langt fra landets problemer.

Tvinges Grækenland først til at gå med til kravene, vil det betyde massiv uro i landet. Og den økonomiske tilgang, trojkaen har lagt for dagen, har allerede vist sig forfejlet helt fra starten, argumenteres det.

»Du kan ikke mindske et underskud ved at spare. Det eneste, du gør, er, at skære i de indtægter, du ellers kunne have fået ind. Og vi kan jo se, at Grækenlands gæld kun er vokset i løbet af de seneste fem år,« argumenterer hun.

Fra i 2009 at have en gæld, der udgjorde 126 pct. af Grækenlands bruttonationalprodukt (BNP), har landet nu en gæld, der udgør mere end 170 pct. af BNP.  Ifølge det græske analysebureau ELSTAT er selvmordsraterne på næsten samme tid - fra 2007 til 2011 - vokset med 43 pct. Samtidigt ligger cirka 50 pct. af den unge befolkning nu hen i massearbejdsløshed, ifølge en Eurostat-opgørelse fra februar 2015. 

»Der verserer ligesom en historie om, at Grækenland har det for godt, og at man indtil nu har haft en fest. Men grækerne har virkeligt lidt over de seneste fem år, så jeg forstår slet ikke, hvor den historie kommer fra. Og det er ikke nogen i landet, der ikke godt ved, at der er kæmpe problemer med systemet,« siger hun.

Problemet i forhandlingerne er, at man i trojkaen - altså, EU-Kommissionen, ECB og IMF - opererer med en neo-liberalistisk forståelse af, hvad reformer indebærer; at reformer og besparelser kan komme ud på et. Derfor er det også netop privatiseringer og besparelser på pensions- og arbejdsmarkedet, der fylder mest i kreditorernes krav til Grækenland.

»Men hvad Grækenland virkeligt har brug for, er strukturreformer, der kan generere vækst i landet - og i nogle tilfælde også indtægter. Hvis du formår at skære ned på skattesnyd, vil du få flere penge ind i skat, og hvis du modarbejder korruption, vil du få flere penge at bruge på den offentlige sektor. Grækenland har så sandelig også brug for arbejdsmarkedsreformer, men løsningen er ikke at skære i lønningerne - i stedet må man skabe reformer, der sikrer uddannelse på arbejdsmarkedet og højner arbejdsgivernes mulighed for at tage nye job. Den slags reformer har man desperat brug for i Grækenland, og grækerne vil gerne have dem. Men de er ekstremt svære at skulle implementere, hvis man samtidigt også skal implementere strenge besparelser og tilbagebetale store summer af gæld. De reformer, man har brug for, koster penge,« forklarer hun.

Derfor taler hun og hendes 25 medskribenter også for en total gældseftergivelse. Ligesom Marshall-planen i 1953 betød, at Tyskland fik eftergivet sin gæld og samtidigt gav økonomisk hjælp fra USA til at kickstarte økonomien igen, tror hun på, at man også i Grækenlands tilfælde må bruge penge - ikke spare dem - for at redde landet. Og ikke kun ud fra et isoleret græsk perspektiv, men også for eurozonens egen skyld.

»At økonomien trives, burde gavne alle - og kan et land ikke selv få sin økonomi op at køre, har man i Europa jo netop gjort sig gode erfaringer med tidligere at modtage støtte udefra. Internationale investeringer, som Marshall-planen f.eks. var, kan hjælpe et land med at nå til et sted, hvor det faktisk kan bidrage til international økonomi. Det skete med Tyskland,« siger Hilary Wainwright, professor Kaldors medskribent og redaktør af det britiske Red Pepper Magazine.

Flere økonomer hævder, at hvis først trojkaen giver lempelser til Grækenland, vil flere gældsplagede lande melde sig i koret. Og det har EU ikke råd til, lyder det. Det er også derfor, at man ud fra et europæisk perspektiv argumenterer for, at den europæisk dikterede kur ikke nødvendigvis er, hvad der er bedst for Grækenland her og nu, men for eurozonen på sigt er den eneste måde ikke at svække økonomien på.

Men ifølge Hilary Wainwrigt, der også forsker ved Transnational Institute i Amsterdam og har skrevet flere bøger om demokrati og reformer af den offentlige sektor, holder den teori ikke. Hun argumenterer for, at den massive arbejdsløshed, man ser blandt Europas unge netop er udtryk for, at man må sætte anderledes ind over for de gældsplagede lande.

»Man kan ikke sige: Hey, lige nu har vi en sund situation, men hvis vi bruger flere penge på de gældsplagede lande, vil det svække økonomien i Europa. For situationen ér allerede usund, og spørgsmålet er, hvad man må gøre i stedet for det, man hidtil har gjort. Den europæiske økonomi er allerede svækket,« siger hun.

Hun henviser til, at omkring 23 pct. af unge mennesker under 25 år ifølge Eurostat i april 2015 var arbejdsløse i eurozonen. I Grækenland er det omkring 50 pct. af de unge, der er uden arbejde, i Spanien omkring 49 pct., i Kroatien 45 pct. og i Italien gælder det 40 pct.

»Det er utroligt skadeligt for økonomien, hvis kapacitet altså afhænger af folkets produktivitet,« siger hun.

Begge henviser til, at man må tage hatten af for de reformer, Grækenland allerede har introduceret for at bekæmpe blandt andet skattebedrag og korruption. Det er netop den slags strukturreformer, landet har brug for, mener de, for det er netop nogle af de problemer, der har været med til at sende Grækenland i dyb økonomisk krise. Derfor burde trojkaen også belønne og støtte dem.

Man er blandt andet begyndt at arrestere magtfulde skattebedragere, som f.eks. den græske mediemogul Leonidas Bobolas, der har svindlet for millioner. Man har også nedsat en kommission, der skal hjælpe med at omstrukturere den offentlige sektor, så den er mere transparent og korruption opdages. Samtidigt kigger man på, hvor stor en del af de lån, landet har modtaget, der er gået til bestikkelse og kriminelle formål - og i så fald om det er retfærdigt, at de skal betales tilbage til trojkaen.

»Men for at overkomme det, får Grækenland brug for et internationalt samarbejde,« siger hun.

Både hun og professor Mary Kaldor peger på, at den neo-liberalistiske tankegang, der har domineret europæisk økonomi, har været med til at skabe stor ulighed på tværs af landene, og en måde at komme den ulighed til livs på, er f.eks. ved at indføre et fælles-europæisk funderet skattesystem, foreslår de begge. Det ville også hjælpe Grækenland, der forsøger at slå ned på skattebedragere, som arbejder internationalt.

»Jeg tror, det her kan vise sig at være et meget større problem for eurozonen, end det er for Grækenland. For jeg tror ikke, eurozonen kan vedligeholdes alene ud fra en tankegang om besparelser, og derfor må man forlade den neo-liberalistiske tilgang i hvert fald, når det gælder Grækenland. Det kan også skabe grundlaget for at gentænke eurozonen, hvilket jeg tror, der er desperat brug for,« siger Hilary Wainwright.

»Min primære pointe er også, at Grækenland allerede har smidt alle andre partier ud ved seneste valg. Jeg ville blive stærkt bekymret, hvis Syriza blev undermineret af trojkaen, for der er intet andet parti, der kan tage over, når det engang er færdigt ved magten. Det kan efterlade Grækenland i en meget farlig situation,« siger Mary Kaldor.