Lave renter har givet afdragsfrie lån et knock-out
De afdragsfrie låns popularitet er banket tilbage til niveauet i juni 2010.
Flere danske boligejere vælger at afdrage, og dermed er de afdragsfrie lån nu på retræte.
I løbet af det seneste år er der blevet for omkring 34 mia. kr. færre boliglån med afdragsfrihed. Det viser nye tal fra Danmarks Nationalbank ifølge Realkreditrådet.
Dermed udgør afdragsfrie lån 53 pct. af det samlede udlån til ejerboliger og sommerhuse mod 55 pct. for et år siden.
»Tilbagegangen skyldes både færre nye afdragsfrie lån, men også at afdragsfriheden udløber på nogle lån. At renterne oveni er historisk lave, har gjort det endnu mere attraktivt at have lån med afdrag,« siger Peter Jayaswal, underdirektør i Realkreditrådet.
Det er de lave renter, der gør, at boligejerne skærer mere af gælden, fordi rentefaldet giver plads til at afdrage, lyder det.
»Afdragene stiger automatisk på rentetilpasningslånene, mens afdragene på fastforrentede lån stiger via omlægninger,« siger Peter Jayaswal.
Udlånet fra realkreditinstitutterne til ejerboliger og sommerhuse steg med 4,9 mia. kr. marts til april. Det betyder, at realkreditudlånet er steget med 7,1 mia. kr. siden årsskiftet til samlet ca. 1.458 mia. kr.
»Det er en moderat vækst, som blandt andet skyldes, at danskerne har udnyttet rentefaldet i årets første måneder til at handle flere boliger og nedkonvertere deres fastforrentede realkreditlån,« lyder fra boligøkonom Joachim Borg Kristensen fra Nykredit.
Selvom der er et stykke vej til niveauet i 2000'erne, er den samlede andel af afdragsfrie lån markant mindre end i september 2013, hvor andelen toppede på 56,4 pct.
»Dermed er de afdragsfrie låns popularitet banket tilbage til niveauet i juni 2010,« siger Joachim Borg Kristensen.
Han forventer en fortsat stigning mod fast rente og afdrag, fordi danske boligejere har fået en opfattelse af, at »rentebunden« er nået. Det er dog usikkert, om bevægelsen vil fortsætte i samme tempo, forklarer han.
Ifølge Realkreditrådet er afdragene på et typisk realkreditlån steget fra ca. 1.600 kr. om måneden til godt 2.500 kr. pr. måned i løbet af de seneste seks år. En stigning på 11.000 kr. om året.


