Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter
Guldfeberen raser | Nye krav spænder ben for kvindelige finans-topchefer | Eksperter: Ikke-nedslidte vil udnytte ret til tidlig pension
GODMORGEN
Velkommen til en regnskabstung uge. I dag vil investorerne især holde øje med halvårstallene fra William Demant og Torm. Først får du dog lige morgenens nyhedsoverblik.
Nyheder
Guldfeberen raser: Priserne kan stige igen efter dyk
Guld har haft alle tiders optur i 2020. Selv efter et dyk på over 6 pct. i sidste uge er prisen steget mere end 28 pct. i år, hvilket gør guld til en af årets bedste investeringer. Og skønt flere er bekymrede over den stejle stigning, mener de, at der er gode grunde til, at opturen fortsætter. De mange guldfonde betyder, at flere private investorer har fået en eksponering mod guld. Og det kan blive mere almindeligt at eje guld.
En ansat pudser investeringsguld ved ABC Refinery i Sydney. Økonomisk usikkerhed får investorerne til at investere store summer i guld. Foto: David Gray/AFP
Nye krav spænder ben for kvindelige finans-topchefer: »Vi får en klub af gamle mænd som direktører«
Det er blevet sværere at få kvinder ind på topposter i finanssektoren, efter at Finanstilsynet har skærpet fit & proper-reglerne, vurderer Nykredit, en bankekspert og en headhunter. For første gang har en stor dansk finanskoncern to kvinder i den absolutte top. Merete Eldrup og Nina Smith udgør Nykredits formandskab. De vil have et opgør med den danske barsel for at bane vejen for flere kvinder på topposter.
Barsel er det helt store problem i forhold til at få flere kvinder ind på topposter, mener formand Merete Eldrup og næstformand Nina Smith fra Nykredit. Foto: Casper Dalhoff
Eksperter: Ikke-nedslidte vil udnytte ret til tidlig pension. Selvom statsminister Mette Frederiksen og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har afvist, at personer, der ikke er nedslidte, vil benytte en ny ret til tidlig pension, går flere eksperter nu i rette med den påstand.
Butikskrig: Coop belønner loyale kunder, som åbner en madkonto. Dagligvarekoncernen Coop Danmark udvider dens digitale kundeprogram, mens konkurrenter også ruller rabat-apps og nye tilbud ud. Peter Høgsted og dagligvarekoncernen Coop åbner en ny offensiv og vil rykke ved handlen i et presset marked.
Kasi-familien trækker sig fra direktørposter på stribe. Jesper "Kasi" Nielsen, hans mor og søster er stoppet på en stribe direktørposter. Konkret har de tre familiemedlemmer trukket sig fra direktionen i fem af deres danske selskaber, heriblandt familiens seneste smykkeeventyr Amazing Jewelry ApS.
Mundbind i kollektiv trafik bliver obligatorisk. Der bliver indført krav om at bære mundbind i den kollektive transport på alle tider af døgnet i hele landet. Påbuddet gælder fra på lørdag, lød det fra statsministeren på et pressemøde lørdag.
Det skriver andre
Amazon undersøges i Tyskland. De tyske konkurrencemyndigheder har lanceret en ny undersøgelse af Amazon. Den skal afdække, om den amerikanske virksomhed har indflydelse på tredjeparters prissætning, når de sælger via netgigantens platform. Det sker, efter at mange har klaget. (Reuters)
Små virksomheder investerer mindre. Siden finanskrisen er små virksomheders investeringer sakket bagud i forhold til de større, og den negative udvikling kan blive forstærket af coronakrisen. (Policy Watch)
Konsulentfirma har arbejdet gratis for Finansministeriet. Finansministeriet bliver mødt af kritik fra flere sider, efter at det er kommet frem, at ministeriet har ladet konsulenthuset McKinsey & Co. arbejde gratis i forbindelse med etableringen af en statslig krisefond. (DR)
Fagforening foreslår firedages arbejdsuge. Tysklands største fagforening, IG Metall, foreslog lørdag at indlede forhandlinger om en overgang til en firedages arbejdsuge bl.a. for at sikre job under den økonomiske nedtur, som coronapandemien har affødt. (Reuters)
Nordnet tæt på børsnotering. Den nordiske onlinemægler Nordnet er tæt på et comeback på børsen ifølge det svenske medie Dagens Industri. Ejerne vil angiveligt udnytte det stærke aktiemarked, og en notering i fjerde kvartal er sandsynlig. (Dagens Industri)
Olie for milliarder bliver i undergrunden. Europæiske olieproducenter frygter, at olie for et milliardbeløb i dollars ikke vil blive pumpet op af undergrunden. Coronakrisen har sat ekstra fokus på den grønne omstilling, og det ventes at få fossile brændstoffer til at falde i pris og gøre en del olieudvinding urentabel. (Bloomberg)
Gik du glip af...
Nedtælling til skæbnetime for Nets' guldæg. Erhvervsminister Simon Kollerup gik sidste år til angreb på urimelige gebyrer på betalingsservicemarkedet domineret af Nets. Nu nærmer opgøret sig en afslutning.
- Baggrunden: Ifølge Finans’ oplysninger skal Konkurrencerådet inden udgangen af august behandle en undersøgelse af priser og avancer på betalingsservicemarkedet, der domineres af Nets’ betalingsserviceforretning (BS).
- Hvad bliver der sagt? »Jeg vil være meget overrasket og skuffet, hvis rapporten ikke viser, at gebyrerne er urimelige og skal sættes ned,« siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår, der tidligere har kaldt Nets for en gebyrgrib.
- Tættere på: Der vil ingen politiske fingeraftryk være at finde, når Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i løbet af nogle uger forventes at offentliggøre resultatet af en gebyrrapport for betalingsserviceløsninger, fastslår kontorchef i styrelsen, Claus Jørgensen.
- Konsekvensen: Et indgreb i BS-gebyret kan ultimativt betyde færre Nets-millioner til bankerne ud fra devisen om, at bliver den samlede kage mindre, betyder det også mindre stykker, når der deles ud af kagen.
Erhvervsminister Simon Kollerup lovede i september sidste år forbrugere, foreninger og erhvervslivet et opgør med urimelige priser og avancer på bl.a. Betalingservice. Foto: Stine Bidstrup
Indsigt
Efter covid-19: Robotterne truer med at slå bunden ud af USA’s jobmarked. Automatiseringen er gået op i gear. For coronavirussen har sat fuld fart på en trend, der allerede var godt undervejs. Robotter er ofte ikke blot billigere i længden end mennesker. De bliver heller ikke syge.
Automatiseringsbølgen var allerede godt undervejs før covid-19. Nu er den gået op i gear, hvilket skaber bekymring blandt eksperter. For det kan gøre arbejdsløsheden efter coronachokket langt sværere at tackle. Foto: AP Photo/Eugene Hoshiko/Ritzau Scanpix
Finans fakta
Særskat på vej til bankerne - så meget betaler de i dag. Fremover kan landets banker se frem til, at deres årlige skattebetalinger skyder i vejret, fordi regeringen vil pålægge dem en særskat. Det kan blive en kostbar affære.
Dagens profil
»Livet er for kort til ikke at elske - og ikke lade sig elske af - sin familie«. Det var til et foredrag i 1958, at Bruno Christensen fandt ud af, at han skulle være ekspert i detailhandel. På det tidspunkt havde han for længst besluttet, at han ikke som sine forældre hjemme på gården i Hals ved Limfjorden ville arbejde inden for landbrug. I stedet valgte Bruno Christensen, der fylder 80 år mandag, at gå i mesterlære i en dagligvarebutik uden helt at vide, hvad det skulle føre til.
Selv om detailhandel har været Bruno Christensens passion i årtier, kommer familien - kone, børn og børnebørn - i første række. Foto: Kasper Heden Andersen
Dagens tal
Natten til lørdag blev der kørt 1,3 millioner mundbind ud til Coop-koncernens butikker, og de blev stort set alle udsolgt inden for et døgn. Friske forsyninger er på vej, så alle danskere kan nå at købe, inden der indføres et påbud om mundbind i offentlig transport på lørdag.
Debat
Apple slår 35 år gammel amerikansk rekord. Apple udgør nu så stor en del af det amerikanske S&P 500-indeks, at det overgår IBM, der hidtil har haft rekorden, som stammer helt tilbage fra 1985. Apple har med andre ord indtaget en historisk plads i amerikansk aktieindeks, og det afspejler et meget polariseret aktiemarked, skriver Otto Friedrichsen, aktiechef og partner i Formuepleje, i sin seneste klumme.
Det sker denne uge
Uge 34 byder på en del regnskaber, hvor det bliver interessant at se, hvor meget de store danske selskaber er blevet påvirket af coronapandemien. Pandora, Jyske Bank og Coloplast er blandt de store virksomheder, der præsenterer deres regnskaber tirsdag, mens A.P. Møller-Mærsk afleverer halvårsregnskabet onsdag. B&O afholder generalforsamling torsdag. I Bruxelles ventes EU og Storbritannien at indlede endnu en forhandlingsrunde om en handelsaftale i forbindelse med brexit. Her er, hvad ugen bringer.
PS...
Var det noget med en restaurant udover det sædvanlige? En tyrkisk ejendomsmægler har sat en restaurant til salg, der er indrettet i et Airbus A340-fly fra Turkish Airlines. Med 280 spisende gæster er der plads til både receptioner, brylluper, fester og almindelige restaurantgæster. Den mildest talt atypiske restaurant koster 8,8 mio. kr.


