Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter
Næsten tom pipeline og intet momentum – investorerne flygter fra Lundbeck | Banker: Techselskaber vil fortsætte børsfesten trods aktieuroen | Slå boligskatterne sammen: »Grundværdi er en fiktiv værdi«
GODMORGEN
Investorne flygter fra Lundbeck, tech-aktier fortsætter rekordfest og så samler vi op på kaoset omkring ejendomsvurderingerne. Det og meget mere i dagens første briefing.
Nyheder
Næsten tom pipeline og intet momentum – investorerne flygter fra Lundbeck
Medicinalselskabet Lundbeck leverer stærke finansielle præstationer, men investorerne har kvitteret med at holde brandudsalg. Investorerne vil have pipeline og momentum, og Lundbeck har for tiden ingen af delene, lyder forklaringen. Det er dog alt for tidligt at gøre status over Lundbecks store medicinhåb Vyepti til behandling af migræne. Det mener i hvert fald Anders Götzsche, finansdirektør i Lundbeck: »Når man sidder og ser på det udefra, vil man gerne have salgstal, der går ind i himlen«.
Anders Götzsche var i en periode mellem Kåre Schultz’ afgang og den langvarige proces med at finde hans afløser i form af Deborah Dunsire, adm. direktør i Lundbeck. I dag er han tilbage i sin vante rolle som finansdirektør. Foto: Carsten Bundgaard.
Banker: Techselskaber vil fortsætte børsfesten trods aktieuroen
De mest populære teknologiaktier faldt kraftigt i sidste uge efter store stigninger i år. Landets største banker anbefaler dog stadig investorer at købe op. Boble eller ej: Derfor er 2020 ikke 2000, når det kommer til teknologiaktier.
Udsalget i teknologiaktierne markerer ikke enden på kursfesten, vurderer eksperter. Arkivfoto: Richard Drew/AP.
Slå boligskatterne sammen: »Grundværdi er en fiktiv værdi«. Regeringen burde smide de stærkt forsinkede planer om et nyt boligskattesystem i papirkurven, mener ejendomsmæglere og boligeksperter.
Tomme tog og busser kompenseres med milliarder for passagerfald. DSB, Metroselskabet og Arriva får en kompensation for passagerfald under corona på op mod to milliarder kroner.
Tv-investor var med til at købe robotfirma - nu skifter det navn. Det fremadstormende robotfirma Intelligent Marking har fået nyt navn. Firmaet oplever stor fremgang trods fire måneder uden aktivitet grundet coronakrisen.
Soundboks får millionindsprøjtning. Den danske højtalervirksomhed Soundboks har netop lukket en investeringsrunde og har i alt rejst 52 mio. kr. Blandt investorerne er den tyske spiritusproducent Jägermeister
Tidligere præsident for Verdensbanken advarer: »Verden kan komme til at ligne år 1900 igen«. Den tidligere præsident for Verdensbanken og tidligere handelspolitisk chefforhandler i USA, Robert Zoellick, peger i et interview med BBC på, at den globale handelskonflikt mellem USA og Kina er en stor trussel i kampen for at vende verdensøkonomien, der er hårdt ramt grundet coronakrisen.
Tesla misser entré på S&P-indekset. Tesla kunne fredag have slået rekord. Aldrig før har et så værdifuldt selskab målt på markedsværdi haft muligheden for at blive introduceret på S&P 500-indekset. Mod de flestes forventninger blev den amerikanske elbilsproducent dog forbigået
Britisk flyselskab giver endnu 1.150 medarbejdere en fyreseddel. Virgin Atlantic har allerede fyret 3.500 ud af 10.000 ansatte siden januar måned, men nu skærer flyselskabet endnu engang ned.
Tænketank: Regeringen burde give sin Arne-pension til de højtuddannede. Højtuddannede bidrager mere til velfærdssamfundet end ufaglærte. De betaler mest i skat og trækker mindst på velfærdsydelserne, lyder det fra tænketanken Kraka.
Det skriver andre
USA overvejer at blackliste Kinas største chip-producent. Det teknologiske kapløb mellem stormagterne USA og Kina har flere gange sendt de to lande på kollisionskurs, og med et nyt træk fra amerikanerne, kan de endnu engang puste til ilden. Ifølge det amerikanske medie CNBC overvejer USA’s forsvarsministerium at blackliste det delvis statsejede kinesiske selskab SMIC.
Tidligere Alternativet-medlemmer danner nyt parti. De tidligere Alternativet-medlemmer Sikandar Siddique, Uffe Elbæk og Susanne Zimmer danner nyt parti kaldet Frie Grønne. (Politiken)
Amazon forbyder salg af planter og frø i USA. E-handelsgiganten forbyder salg af udenlandske planter og frø efter, at de amerikanske landbrugsmyndigheder har opdaget salg af mistænkelige - særligt fra Kina - de seneste måneder. (WSJ)
Danske Banks top varsler ny ledelseskultur. »Det er derfor vigtigt – og det arbejder vi på – at vi har en ledelseskultur, hvor problemer kommer frem i lyset og bliver håndteret. Det har desværre ikke altid været tilfældet i alle sager,« siger Chris Vogelzang til Børsen. (Børsen)
Nyhed:
Gik du glip af...
Kaos i ejendomsvurderingerne: De svære boliger venter stadig. Det nye vurderingssystem for ejerboliger er endnu engang blevet udskudt og er så langt fra målet, at skattevæsenet end ikke er gået i gang med at udvikle centrale dele af det.
- Det basale: Systemet har været undervejs i foreløbig syv år. Vurderingsstyrelsen håber nu at indlede udsendelsen af 200.000 ejendomsvurderinger af de mest simple boliger i sommeren 2021. 1,7 mio. vurderinger skal være sendt ud senest i 2022. Finans’ journalist Jesper Høberg forklarer nærmere om sagen her (Podcast).
- Reaktionen: Risikoen, for at reformen af boligskatterne falder helt til jorden, har aldrig været større, lyder vurderingen fra realkreditinstitutter og ejendomsmæglere. Der er stadig mange løse ender i bestræbelserne for at lave en boligskattereform, men der er ingen vej tilbage, lyder meldingen fra skatteordførerne på Christiansborg.
- Her rammer det: Udskydelsen af ejendomsvurderingerne til sommeren 2021, bliver en dyr omgang for staten. Samtidig skabes der igen stor usikkerhed på boligmarkedet. Her er vinderne og taberne af de forsinkede vurderinger.
Skattevæsenet har ikke lavet ejendomsvurderinger siden 2013, fordi de gamle blev kritiseret for at være for upræcise. Siden har man arbejdet på at lave et nyt system, der imidlertid er blevet forsinket adskillige gange. Foto: Mathias Svold.
Indsigt
Journalisten og ingeniøren troede, de havde forsikret deres erhvervsevne og levestandard. Sandheden var en lidt anden. En journalist styrtede i 2013 på cykel og slog sit hoved slemt. Siden har han ikke kunnet arbejde som før. Han lider af voldsom hovedpine og kan kun bruge en computer ganske kort tid hver dag. Heldigvis havde han sin forsikring mod erhvervsevnetab. Den dækkede bare ikke helt som ventet.
Finans fakta
Kvindelige porteføljeforvaltere performer bedre. Investeringsforeninger og -afdelinger, der forvaltes af kvinder, har klaret sig bedre gennem coronakrisen end deres mandlige modstykker, viser en opgørelse som Goldman Sachs har lavet i anledning af 100-året for kvinders stemmeret i USA.
Dagens profil
Om vismands Liverpoolpassion: »Hvis det er gået skidt for Liverpool, kan man godt mærke det på ham. Det er alvorligt«. For 10 år siden blev Jakob Roland Munch som næsten nybagt økonomiprofessor på Københavns Universitet spurgt af et studenterblad, hvad han ville gøre, hvis han vandt en million kr. Han ville købe en bil og et badeværelse, lød det korte svar. På tærsklen til sin 50-års fødselsdag er svaret også kort og kontant: Et sommerhus. Jakob Roland Munch, der er medlem af Det Økonomske Råd og tirsdag fylder 50 år, betegnes som en faglig kapacitet i verdensklasse. Og så er han vild med Liverpool FC og specialøl.
Jakob Roland Munch gik tidligere for at være teoretisk og fik som ph.d. job i sekretariatet, der servicerer vismændene. Foto: Gregers Tycho.
Dagens tal
Smittetallet i Københavns Kommune, den såkaldte incidens, er nu steget til 36. Det har dermed krydset en kritisk grænse på 30, hvilket blandt andet betyder, at Udenrigsministeriet ville fraråde rejser til København og anbefale efterfølgende karantæne, ligesom rejseforsikringer kunne træde ud af kraft - hvis altså hovedstaden var et land. (JP)
Debat
IMD-professor: Sådan gør du din familievirksomhed klar til en verden efter corona. Mange familievirksomheder har en grundlæggende styrke, der sikrer dem holdbarhed og stabilitet. Men hvordan kan de udvikle sig og overleve i stadig mere kompleks og usikker verden? IMD-professor Peter Vogel giver her sine bud.
Det sker denne uge
Sensommerens omskiftlige lune er så småt begyndt og uge 37 er på trapperne. Herhjemme afholdes Dansk Erhvervs årsdag denne torsdag, hvor bl.a. Mette Frederiksen, Jacob Ellemann-Jensen og adm. direktør i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen holder tale. Derudover overrækkes Dansk Erhverv-prisen af Kronprins Frederik. I London ventes EU og Storbritannien at indlede endnu en forhandlingsrunde. Håbet er at komme frem til en aftale, der kan afløse den eksisterende aftale, som udløber ved årets udgang. Her er, hvad ugen bringer.
PS...
»Jeg anede ikke, hvor mange privilegier jeg havde.« Zetland har interviewet Caroline Farberger - den første administrerende direktør fra toppen af erhvervslivet, der har skiftet køn i Sverige. Hun er topchef i ICA Forsikring, og fortæller her sin historie og tanker om ligestilling. (Zetland)






