Fortsæt til indhold

Bendtsens Bundlinje

Måske har Rebien ret - og har svaret på krisen i Novo Nordisk?

Lars Rebien Sørensen har sat sig tungt på magten i Novo Nordisk igen. Men har han nogensinde været rigtig væk? Illustration: Anders Thykier Foto: Stine Bidstrup
Bendtsens Bundlinje

KÆRE LÆSER

Lige nu hagler kritikken ned over den stærke mand i Novo Nordisk, Lars Rebien Sørensen.

Og med god grund. Chok-fyringen af topchef Lars Fruergaard Jørgensen, måden det skete på og kommunikationen - eller mangel på samme - har skabt en dyb ledelses- og tillidskrise i Novo Nordisk.

Den seneste uge har været dybt skadelig for Novo Nordisk, hvis betydning for dansk erhvervsliv og dansk økonomi er vidtrækkende.

Det kommer til at tage tid at genopbygge tilliden til investorer, ansatte, politikere og offentligheden efter et forløb, der har smadret hele governance-strukturen i Novo Nordisk.

Men tillid kan genopbygges. Og investorer og omverdenen glemmer hurtigt, hvis man leverer økonomiske resultater.

For der skulle jo ske noget i Novo Nordisk, der helt tydeligt har mistet kommercielt momentum, mens konkurrenten Eli Lilly er stormet frem, og Trumps trusler hele tiden truer i skyggerne.

Og måske er det Lars Rebien og ejerfonden, der har set klart, mens direktionen og driftsbestyrelsen i Novo Nordisk har siddet lammede tilbage.

Udfaldet af det kommer vi nok først til at kende om lang tid, men allerede nu foregår der bag kulisserne i Novo Nordisk og i resten af dansk erhvervsliv en hård kamp om fortællingen og fordelingen af helte- og skurkeroller.

Set udefra er det meget svært at se den gode grund til en hastig fyring af Fruergaard og en kortslutning af forholdet mellem storaktionæren Novo Nordisk Fonden og bestyrelsen i Novo Nordisk, som jo skal varetage alle aktionærers interesser. Den måde, som Rebien har sat sig igennem på, er både demonstrativ og skadelig for selskabet.

Det er billedet nu, og så længe Rebien og andre involverede holder deres mund, så er den fortælling meget stærk.

Men det har længe stået klart, at der skulle ske noget i Novo Nordisk. Selvom det muligvis fører for vidt at tale om en decideret krise i et selskab, der vokser voldsomt og tjener mange penge, så vidste vi allerede ved årets start, at Novo Nordisk og Lars Fruergaard Jørgensen gik ind i 2025 under hårdt pres.

Det konkluderede min gode kollega Søren Linding kort før jul efter en stor fedmeskuffelse med cagrisema på det tidspunkt, mens jeg selv spåede, at nedturen i Novo Nordisk og et ændret narrativ om virksomheden ville blive et af de helt store samtaleemner i år.

Det blev det, men langt mere dramatisk, end vi overhovedet havde forestillet os.

Et alvorligt varsel om problemerne i Novo Nordisk kom til årets generalforsamling i Novo Nordisk, hvor bestyrelsesformand Helge Lund talte om behovet for kommerciel eksekvering - læs: sælg nu noget mere! - og det efterfølgende exit fra kommerciel direktør Camilla Sylvest.

Hvad der er sket på de knap to måneder fra generalforsamlingen den 27. marts, over afskeden fra Camilla Sylvest, til fyringen af Lars Fruergaard Jørgensen sidste fredag ligner et nøgleforløb i forståelsen af årets uden sammenligning største danske erhvervshistorie.

Vi vidste ved årets indgang, at Novo Nordisk ville blive en af årets allerstørste erhvervshistorier, men den blev langt vildere, mere uforudsigelig og med potentielt langt mere vidtrækkende konsekvenser, end vi overhovedet havde fantasi til at forestille os.

Derfor har vi på Finans sat alt ind på at endevende dramaet.

Søren Linding er nærmest gået amok og skrevet fem klummer - en om dagen - denne uge med perspektiver og meninger om hele miseren. Flere er på vej.

Mandag: Novo-formands dage er også talte efter Fruergaard-fyring

Tirsdag: Lars Rebien skal gå af som fondsformand i Novo

Onsdag: Rivegilde i Novo har udviklet sig til alt eller intet for Henrik Poulsen

Torsdag: Hvorfor havde Novo-bestyrelsen ikke styr på Lars Rebien?

Fredag: Lars Fruergaards afløser står til at udløse historisk regning til Novo

Vores faste medicinalreporter Nick Sturm har sammen med Iben Schmidt, Lone Andersen, Aksel Heine Mortensen, William Springer, Victor Emil Kristensen og Rasmus Thorsen allerede leveret en lang række stærke historier om reaktionerne og perspektiverne i Novo-dramaet. Læs alle deres artikler her.

I ugens udgave af Bundlinjen diskuterer jeg også sagen sammen med Søren Linding og Astrid Haug styret af vores faste vært Rasmus Bendtsen.

Find udsendelsen her.

Ugens fem vigtigste historier

1. TDC-dramaet er langt fra ovre

Alt tyder på, at Erhvervsstyrelsen er i gang med at granske tre danske pensionskassers salg af TDC-aktier til den australske kapitalfond Macquarie. I yderste konsekvens kan styrelsen blokere for transaktionen, skrev Jesper Høberg og Tobias Hansen Bødker tidligere på ugen her på Finans.

Dramaet om salget af den engang så hæderkronede virksomhed er langt fra ovre.

I denne uge havde Berlingske også et interessant interview med tidligere TDC-topchef Henning Dyremose, der begræder salget til Macquarie og udviklingen i TDC.

»Jeg havde gerne set TDC blive som Mærsk og Novo Nordisk frem for en lille bitte virksomhed, der snart kan blive splittet yderligere op. Jeg synes, det er meget trist det, vi ser nu,« siger Henning Dyremose til Berlingskes Lasse Friis.

Hos Børsen har Nicholas Stig Nielsen og Mathias Sommer talt med Mogens Lykketoft, der som finansminister i 1990’erne var drivkraften bag privatiseringen af TDC. Han mener, at ATP svigter sit samfundsansvar ved at sælge ud af TDC.

»Jeg er helt uforstående over for det, der sker nu,« siger han til Børsen.

2. 165 dage efter historisk flop: Bredt flertal er klar med stort milliardbeløb til havvind

Danmark skal have tre nye havvindparker, som senest i 2033 skal kunne forsyne 3 millioner husstande - eller rigtig mange virksomheder - med grøn strøm.

Det har et bredt flertal på Christiansborg besluttet med en ny havvindaftale, der blev præsenteret mandag eftermiddag.

Aftalen lander 165 dage efter Danmarks historiske havvindflop, hvor ingen af de store udviklere gad byde på tre danske parker. I den periode er både regeringen og flere forligspartier vendt på en tallerken.

Jakob Martini og Victor Emil Kristensen skriver om aftalen og perspektiverne. Læs mere her.

3. Økonomi sendt tilbage i bakgear øger tro på rentehug fra ECB

Væksten lader fortsat vente på sig i Europa, indikerer nyt nøgletal. Det taler for, at Den Europæiske Centralbank i begyndelsen af juni vil sænke renten, lyder det.

Alexander Bitsch skriver.

4. Kovending i Danske Bank: Lemper krav til bæredygtige lån til virksomheder

Danske Bank laver nu en kovending ved at gøre op med de krav, som banken hidtil har stillet til de klimatunge industrivirksomheder, der ønsker adgang til bankens bæredygtige lån.

Modsat tidligere skal pengene ikke længere øremærkes grønne projekter. I stedet skal virksomhederne blot kunne bevise, at de har troværdige, langsigtede klimaplaner om at opnå klimaneutralitet i 2050.

Simone Scheuer-Hansen med historien.

5. Nykredit får godkendt Spar Nord-opkøb

Efter flere måneders behandling har konkurrencemyndighederne tirsdag godkendt Nykredits opkøb af Spar Nord. Milliardopkøbet gør banken til landets tredjestørste.

Michael Rasmussen, koncernchef hos Nykredit, glæder sig over, at handlen er i hus.

»Både Spar Nord og Nykredit er stærke banker med vækst, kundetilgang og høj kundetilfredshed. Jeg ser frem til snart at kunne byde velkommen til kunder og kolleger fra Spar Nord,« udtaler han i en børsmeddelelse i forlængelse af konkurrencemyndighedernes godkendelse.

Milliardopkøbet har skabt uro i finanssektoren, hvor flere af de øvrige bankdirektører har opfattet fusionen som en krigserklæring, der ændrer spillepladen på bankmarkedet. Alle banker undtagen Danske Bank, Nordea og Jyske Bank samarbejder med Nykredit om formidlingen af realkreditlån igennem Nykredits datterselskab Totalkredit.

Claus Iversen, Cecilie Als Bryder og Kristoffer Brahm med historien. Læs mere her.

Ugens interview

Der er ingen tvivl om, at den europæiske konkurrenceevne er på alles radar i Europas hovedstæder. Men når først løsningerne skal findes, skal Danmark lede medlemslandene gennem »vanskelige diskussioner«

»Vi kommer ikke bare til at indtage en administrativ rolle i rådet. Vi kommer til at tage et lederskab, fordi det er vigtigt for os, at Europa rykker fremad og bliver mere samlet og stærkere,« siger europaminister Marie Bjerre (V) i et interview med Emma Qvirin Holst i Wien.

Finans er i hælene på hende i den østrigske hovedstad. Det er næstsidste stop på ministerens turné rundt til EU’s medlemslande som forberedelse til det formandskab, som Danmark overtager 1. juli.

Læs hele interviewet her.

Ugens podcast - Karriereklubben

Er vi for dårlige til at uddele ros til vores kolleger? Det mener en af panelisterne i ugens udgave af vores podcast Karriereklubben.

Panelet tager også fat på, hvordan du starter en sidehustle ved siden af dit faste arbejde – hvad skal du tænke over, og hvordan kommer du godt fra start?

Og så diskuterer de Mahas dilemma. Selvom hun kun er 22 år, bekymrer hun sig allerede om, hvad der skal ske efter studiet. Hvordan kan hun håndtere tvivlen og træffe de rigtige valg for sin fremtid?

Ugens panel består af:

Louise Bjerre, influencer og CEO af Igen.

Astrid Haug, selvstændig rådgiver, forfatter og bestyrelsesmedlem.

Adam Hertz Massigeh, Trading Director hos Magasin.

Udsendelsen styres som altid med højt humør og god energi af vært Caroline Rossmeisl.

Find udsendelsen her, eller hvor du nu ellers finder dine podcasts.

Ugens portræt

Han blev kaldt ”bogholderen”: Nu er Jens Lund DSV’s stærke mand

Jens Lund blev ansat som CFO i 2002 i logistik-giganten DSV, og efter mange års tjeneste rykkede han sidste år helt til tops og erstattede topchef Jens Bjørn Andersen, der uventet blev skubbet ud af virksomheden.

Med det netop gennemførte køb af DB Schenker er DSV blevet en af verdens største logistikvirksomheder.

Opkøbet er kronen på værket for Jens Lund, der har spillet en helt afgørende rolle i virksomhedens vilde vækstrejse.

Han bliver dog også beskrevet som en leder med en særdeles kontant stil, grænsende til det koleriske og brutale, når han taber tålmodigheden med sine omgivelser eller får kritik, han er uenig i.

Jesper Høberg og Lone Andersen tegner i en stor feature et portræt af Jens Lund. Det bør du læse.

Find portrættet her.

Ugens live-interview

I går torsdag, den 22. maj, havde vi premiere på vores nye koncept Finans Live.

Finans Live er en invitation til at deltage, lytte og stille spørgsmål i realtid. Det er journalistik i øjenhøjde – når det sker.

De fysiske rammer har vi været så heldige at låne hos vores kolleger i Boghallen, som vi deler hus med her på Rådhuspladsen i København.

Vi prøver formatet af med tre gæster i maj og juni.

Første udgave af Finans Live var med klimaminister Lars Aagaard, der blev interviewet af klimaredaktør Jakob Martini.

Nåede du ikke at deltage? Så fortvivl ikke. Vi har både optaget seancen og sendt den ud som podcast. Eller læs artiklen om interviewet her.

I juni følger to nye udgaver af Finans Live:

- 11. juni 08:30: André Rogaczewski, adm. direktør og medstifter af Netcompany, interviewes af virksomhedsredaktør Signe Ferslev Pedersen.

- 20. juni kl. 8.00: Pernille Skipper, bestyrelsesleder i medlemsforeningen Coop amba, interviewes af erhvervskommentator Søren Linding.

Ugens Watch

Hver uge henviser jeg til en af de bedste artikler fra vores gode kolleger på Watch Medier.

I denne uge finder vi historien hos Medwatch, der har talt med ejerfamilien bag Orifarm om fyringen af den nu tidligere adm. direktør Erik Sandberg tilbage i marts.

Hele familien Bøgh-Sørensen, som ejer Orifarm, var inde over beslutningen fortæller stifterne af medicinalselskabet og parallelimportøren Orifarm, Birgitte Bøgh-Sørensen og Hans Bøgh-Sørensen, i et interview med MedWatch, hvor de understreger, at beslutningen ikke ligefrem var nem at tage.

»Vi har talt om det i hele familien. Vi har ikke taget sådan en beslutning uden at være enige,« understreger Birgitte Bøgh-Sørensen.

Birgitte og Hans Bøgh-Sørensen, der både er forretningspartnere og ægtefæller, uddyber, at det har været en længere proces med mange overvejelser, som også inkluderede at tale med deres tre voksne børn – der hver især ejer 30 pct. af Orifarm og har 15 pct. af stemmeandelen – om hele situationen.

Anja Hauge og Ellen Birkner med historien.

Ugens anbefaling

Has Starlink already won the new space race?

Sådan spørger Financial Times i overskriften til en dybt interessant og tankevækkende feature om det moderne rumkapløb med Elon Musk og Jeff Bezos i hovedrollerne.

Læs artiklen her.

Ugens nye udseende

Man må gerne være en smule selvoptaget, så længe det ikke kammer over, og man bliver selvfed eller selvsmagende.

Om jeg holder balancen nu, må du selv vurdere, kære læser.

Men i denne uge fik Finans et nyt udseende. Sammen med de gode folk hos designbureauet E-types har vi skabt en ny identitet for Finans, et nyt logo og et helt nyt visuelt sprog.

Vores måde at møde verden på er blevet meget friskere, mere levende, mindre bastant, fuld af særpræg og med et endnu stærkere journalistisk produkt.

Vi håber at styrke vores brugeres oplevelse af Finans som et moderne digitalt nyhedsmedie, hvor du kan få overblik og indsigt i alt det, som er afgørende for virksomhederne og deres beslutningstagere at følge med i.

Følg med på Finans den kommende tid, hvor vi har masser af spændende erhvervsjournalistik på vej.

Og hvis du ikke kan læse med, så har vi en løsning klar. Netop nu har vi nemlig eksklusiv rabat på vores enkelte abonnementer Finans Kvartal og Finans Årlig. Vi tilpasser, som altid, virksomhedsabonnementer til den enkelte virksomhed.

Du kan se de forskellige muligheder her.

Som altid er vi meget interesserede i at høre fra jer læsere. Gør det nye design os friskere og mere brugervenlige? Hvad fungerer på Finans? Hvad fungerer ikke? Hvilke historier eller dagsordener mangler?

Jeg skriver om vores sjæl, journalistik og værditilbud i vores nye Finans-manifest.

Min kollega Christian Venderby har talt med kreativ direktør Paw Christian Poulsen og digital designchef Jón Ingi Hallgrímsson fra E-types om tankerne bag vores nye visuelle identitet. Det kan du læse her.

Tak for at læse med! God fredag og god weekend.

bh

Simon Bendtsen