Serier

Finanstilsynet vil have bankerne til at bruge blockchains med fornuft

Det vil være en fordel for Danmark at mestre blockchains, mener Finanstilsynet uden at ville forholde sig specifikt til Concordium.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Finanstilsynet opfordrer branchen til at henvende sig med spørgsmål om blockchainprojekter. Foto: Lars Krabbe

Selv om blockchainteknologien kan fjerne behovet for tusindvis af stillinger i banksektoren, ser Finanstilsynet ingen grund til at bekæmpe udviklingen.

Tværtimod opfordrer vicekontorchef Jon Hasling Kyed de finansielle selskaber til at kontakte tilsynet med spørgsmål om teknologien og lovgivningen på feltet.

»Vi har en relativt neutral holdning til det forstået på den måde, at vi gerne vil være med til at understøtte, at den finansielle sektor kan anvende teknologien til at gøre tingene bedre og billigere. Både over for kunderne og internt i organisationerne. Hvis blockchains kan bruges til at løse udfordringerne med at gennemskue transaktioner, så synes vi som udgangspunkt, at det er en god ting,« siger Jon Hasling Kyed fra Finanstilsynets kontor for fintech, betalingstjenester og governance.

Han forklarer, at der er stor forskel på designet i de mange blockchains i og med, at teknologien er ung og præget af en hastig udvikling på feltet. Derfor er der både fordele og ulemper, hvilket Finanstilsynet foretrækker at adressere punkt for punkt i forbindelse med konkrete projekter frem for at forholde sig helt overordnet til fænomenet.

»Lovgivningen regulerer ikke teknologien, men anvendelsen af den. Det er vores tilgang. I modsætning til at danse den anden vej rundt. Vi håber dog, at vi relativt snart kan offentliggøre mere konkrete overvejelser om, hvordan vi gerne ser finansielle selskaber gribe denne teknologi an,« forklarer Jon Hasling Kyed.

Hvilken dialog der så eventuelt har været med Lars Seiers blockchainprojekt, Concordium, forud for den brede lancering næste år, ønsker Finanstilsynet ikke at afsløre. Til gengæld vil vicekontorchefen gerne sige lidt om, hvad en dansk succes på feltet vil betyde for branchen.

»Teknologien må forventes at få en bredere anvendelse i den finansielle sektor fremover. Så jo bedre vi kan mestre blockchains i Danmark, desto større en fordel får vi på længere sigt.«

Danmarks Nationalbank har ikke ønsket at lade sig interviewe om hverken Concordium eller teknologien generelt set.

En del af 10 Idéer, der kan ændre Danmark

10 visionære, innovative iværksættere. 10 brancher på 10 uger. I denne uge dækker vi Fødevarer.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarebranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også