Fortsæt til indhold

Dansk kæmpesatsning på alternative elbiler er ved at lukke næste, store kapitalrunde

Brændselsceller, der skal gøre elbiler til grønne hybridbiler, skal være en ny, stor dansk eksportvare, mener Blue World Technologies. Den lille startup er nu ved at rejse 190 mio. kr. fra investorer og bygger på egen fabrik.

Anders Korsgaard, direktør for Blue World Technologies, med en model af en bil fra kinesiske Aiways. Den danske teknologi, der får elbiler til at køre på flydende metanol, skal bygges ind i de kinesiske biler i stor skala. Foto: René Schütze
Tech

Fremtiden handler ikke kun om elbiler. Der bliver brug for et supplement. Og det mest oplagte er at ombygge elbiler til også at kunne køre på grøn metanol.

Sådan lyder tankegangen bag Blue World Technologies, der nu satser alt på, at brændselsceller vil få en plads i fremtidens biler.

Efter at have rejst 50 mio. kr. primært fra den unge kinesiske bilproducent Aiways i foråret er selskabet nu ved at være på plads med en ny investeringsrunde på omkring 190 mio. kr., fortæller direktør og medstifter Anders Korsgaard.

»Vi er ved at lukke vores A-runde nu, baseret på 7-8 europæiske investorer. Men det bliver ikke vores sidste runde, for rejsen bliver dyrere end det. Vi er rykket ret hurtigt fra at være en startup til at bygge en fabrik,« siger han.

På den lange bane skal der være rigtig mange, der bruger vores brændselsceller, før det bliver en succes.
Anders Korsgaard, direktør og medstifter, Blue World Technologies

Blue World Technologies så dagens lys i efteråret 2018, men allerede et år senere har selskabet et partnerskab Aiways, 50 mio. kr. fra investorer og er begyndt at bygge en stor fabrik til brændselscellerne på Aalborg Havn.

Produktionen skal gå i gang i efteråret 2020, og i løbet af højst fire år skal fabrikken være på fuld kraft - med 500 ansatte og en produktion på 50.000 brændselsceller om året.

Selskabet er udvalgt i kategorien ’Transport’ i Finans’ serie ”10 idéer, der kan ændre Danmark”. Potentialet i en løsning til at gøre transportsektoren grøn, baseret på en forventet omstilling til flydende, CO2-neutrale brændstoffer som metanol, er nemlig enormt, og selskabet bygger på en verdensberømt, dansk ekspertise indenfor brændselsceller, vurderer eksperter på området.

»Danmark har en lang tradition for brændselsceller og er førende på området globalt sammen med USA og Tyskland. Og vi har hele kæden af leverandører her i Danmark, så det ville faktisk være dumt at prøve at producere brændselsceller andre steder,« siger Sune Ebbesen, videnskabelig rådgiver hos Innovationsfonden.

Omvendt er vejen til succes for Blue World Technologies også brolagt med udfordringer. Det store spørgsmål er, om der bliver en stor nok efterspørgsel efter teknologien, når batterier til elbiler løbende bliver billigere.

»Det er stadig et åbent spørgsmål, om man kommer til at bruge brændselsceller i personbiler. Men brændselsceller har nogle fordele. Du får en længere rækkevidde og kan hurtigt tanke op,« siger Jakob Kibsgaard, lektor på Danmarks Tekniske Universitet.

For Anders Korsgaard er den store masterplan at udnytte den ekspertise, vi har i Danmark til selve teknologien, og at skalere forretningseventyret op med kinesisk hjælp.

»Vi skal skalere globalt, men det er et fantastisk udgangspunkt at starte her. Og med en lille indsats i Danmark kan vi gøre en kæmpe forskel i Kina,« siger han.

Den kommende fabrik, der skal være klar til produktion af brændselsceller inden for et år, skal i øvrigt også bygges med kinesisk hjælp. Og så skal den kinesiske bilproducent Aiways i første omgang købe brændselscellerne og sælge biler med den danske teknologi. Men alle interesserede bilproducenter er velkomne.

Første store gennembrud kom i oktober med en ordre fra en anden kunde end Aiways på hele 412 mio. kr. Og det er da også helt afgørende for fremtiden, at konceptet med Blue Worlds brændselsceller kommer bredt ud.

»Vores kinesiske partner er kommet hurtigt ud af starthullerne. Men på den lange bane skal der være rigtig mange, der bruger vores brændselsceller, før det bliver en succes,« siger Anders Korsgaard.