Fortsæt til indhold

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Ørsted-rivaler opruster voldsomt | Her kan boligmarkedet få mest medvind | Danmarks ældste boyband modtog mest i coronahjælp

Briefing

GODMORGEN

Ørsted har siden børsnoteringen forgyldt investorerne med et afkast på i omegnen af 300 pct., men fra at have dele af markedet for sig selv, synes konkurrenterne nu at vælte ind. Vi har desuden historien om, at der kommer til at mangle boliger i en hel række kommuner 10 år ud i fremtiden. Det kan give ekstra efterspørgsel og dermed højere prisstigninger på ejerboliger i mange af kommunerne. Her er dagens første briefing - god læselyst!

Nyheder

Ørsted-rivaler opruster voldsomt

Flere af Ørsteds konkurrenter som britiske BP og norske Equinor skruer voldsomt op for deres grønne ambitioner, hvilket risikerer at lægge en kraftig dæmper på de fremtidige afkast hos den danske energikæmpe.

Her kan boligmarkedet få mest medvind fremover

Der kommer til at mangle boliger i en hel række kommuner 10 år ud i fremtiden. Det gælder især i de store provinsbyer og i København. Det kan give ekstra efterspørgsel og dermed højere prisstigninger på ejerboliger i mange af kommunerne.

Der er store geografiske forskelle på, hvor meget boligpriserne er steget de seneste 10 år. Og det ser ud til at fortsætte.

Boligejerne strømmer ind i de sikre lån. De fastforrentede lån fortsætter med at blive hevet ned fra hylderne i et højt tempo i landets realkreditinstitutter. I juli er der kommet for 16,6 mia. kr. flere fastforrentede lån. Dermed udgør de fastforrentede lån nu 50,7 pct. af det samlede udlån.

Coronakrisen lægger hårdt pres på Løgismose Meyers. Mens salget i detailforretningen under Løgismose Meyers er i hastig vækst i bl.a. onlinesalget har især kantinedriften haft trange kår i corona-perioden, viser et nyt regnskab.

Vestas-rival udpeger ny topchef for en af landets største arbejdspladser. De 5.500 danske medarbejdere i Siemens Gamesa har med øjeblikkelig virkning fået ny topchef. Valget er faldet på Torben Bang, der har 24 års erfaring med produktion og servicering af vindmøller.

Uden en effektiv vaccine vil økonomien ikke komme oven på igen. På ottende måned er verden ramt af coronapandemien uden udsigt til en snarlig afslutning. Det vil holde økonomien på et lavt niveau langt ind i fremtiden.

Nyt boliglån gør det lettere for seniorer at få 30 års afdragsfrihed. Et boliglån med fast rente skal ikke gennem en såkaldt stresstest. Det er en fordel for mange ældre boligejere.

Ny bæredygtig mobiltelefon leveres med en skruetrækker. 3 åbner for salget af en særlig smartphone, der er lavet af genbrugsmateriale og er modulopbygget, så ejeren selv kan udskifte slidte og ødelagte dele.

Sur direktør om frisørsag: »Vi forfølger sagen til den bitre ende«. SMVdanmark efterlyser, at erhvervsminister Simon Kollerup kommer på banen i sagen om tvangslukkede frisører, der nu bliver ramt af krav om tilbagebetaling af coronahjælp.

Det skriver andre

Økonomernes opfordring til Wammen: Brænd ekstra milliarder af på finansloven. Flere økonomer anbefaler regeringen at lempe finanspolitikken markant i 2021. Det kan ske ved at ændre den finanspolitiske sti. (Børsen - låst artikel)

Tilsynet med Efterretningstjenesterne står over for nedskæringer. Mens Tilsynet med Efterretningstjenesterne afledt af FE-sagen efterspørger flere kompetencer og ressourcer, er der i finansloven lagt op til at skære i tilsynets bevilling frem mod 2023. »Helt uacceptabelt,« lyder kritikken. (Jyllands-Posten)

Liberal Alliance har forladt forhandlinger om hjælpepakker. LA mener ikke, at hjælp er god nok til nødstedte virksomheder. Partiet forlader forhandlingerne, skrev partiets leder, Alex Vanopslagh, i aftes på Facebook. (Ritzau)

Gik du glip af...

»Jeg fik tid til at mærke efter med hjertet og ikke kun med fornuften«. Langt ude i den australske ødemark med åbne vidder fandt Malene Fagerberg den luft og den ro, der gav plads til at overveje, hvad hun ville med sit liv og sin karriere. Hun kalder sig tryghedsnarkoman - alligevel skiftede hun spor efter 16 år i advokatbranchen. Læs også de øvrige artikler i temaserien "Mit vendepunkt" med en stribe erhvervspersoner, der fortæller om en særlig begivenhed, der har vist sig at blive et vendepunkt. En personlig oplevelse, der har påvirket enten positivt eller negativt og har defineret dem, deres karriere og liv lige siden.

Malene Fagerberg er i dag leder af IT-risikostyring i pensionsselskabet Velliv. Foto: Gregers Tycho.

Podcast

Bundlinjen er tilbage fra sommerferie. Lyt med, når vi vender magtkampen i Coop, bankernes opgør med Arne-skatten og undrende LinkedIn-titler. Ugens panel består af tech-investor og formand for The Creators Community Tine Thygesen, tidl. Aller topchef og prof. bestyrelsesmedlem Lars Sander Matjeka og kommunikationsrådgiver Anders Heide Mortensen.

Finans fakta

Forsikringsbranchen kæmper mod en ekstraskat, mens pengene strømmer i kassen. Knap havde regeringen præsenteret sit udspil ”Ny ret til tidlig pension” og meldingen om, at en stor del af finansieringen skal komme fra finanssektoren, før forsikringsgiganten Tryg gik på barrikaderne. Forsikringsselskabet er utilfreds med udsigten til en årlig ekstraskat til forsikringsbranchen. Kigger man på tallene, så viser de, at selskaberne de seneste fem år har landet et samlet overskud efter skat på 47 mia. kr.

Kastes et kig på sektorens samlede indtjening, forstår man måske godt, hvorfor regeringen har rettet blikket mod bl.a. forsikringsselskaberne i jagten på ekstra milliarder til at betale for Arnes ret til tidlig pension.

Dagens profil

48-årige Charlotte Skovgaard tiltræder som adm. direktør i Merkur Andelskasse 1. september. »Når nu danskerne i stigende grad efterspørger bæredygtige bankprodukter og bankløsninger, er det ærgerligt, at det for den brede offentlighed har været lidt af en velbevaret hemmelighed, hvad vi kan i Merkur,« siger hun.

Charlotte Skovgaard, ny topchef i Merkur Andelskasse, var tidligere i Arbejdernes Landsbank og i Coop Bank. Foto: Stine Bidstrup.

Dagens tal

13

Nytilmeldte ledige i USA er igen over 1 mio. på en uge. I sidste uge meldte 1.006.000 amerikanere sig ledige. USA er fortsat i omegnen af 13 mio. jobs bagud i forhold til før-krise beskæftigelsen

Børs

Ny Fed-tilgang til inflationen løftede finansaktierne. Det brede S&P 500-indeks voksede i aftes 0,2 pct. og nåede årets 20. rekord. Dow Jones steg med et plus på 0,6 pct. Til gengæld endte Nasdaq-indekset med et tab på 0,3 pct. Især finansaktierne varmede sig efter Fed-chef Jerome Powells tale torsdag, som ifølge iagttagere giver plads til en højere inflation. Federal Reserve er nu parat til at lade inflationen løbe over målet på 2,0 pct. om året i nogen tid, og det betyder, at centralbanken ikke på samme måde vil gøre brug af forebyggende renteforhøjelser. Her er den seneste børsberetning.

Debat

Går Vogelzangs Danske Bank i stå? »Efter 15 måneder er Danske Banks topchef endnu ikke færdig med at nørkle med organisationsdiagrammet. Hans projekt går for langsomt,« skriver chefredaktør, Steen Rosenbak.

Det sker i dag

  • Erhverv: Alm. Brand afholder generalforsamling.
  • Erhverv: Orphazyme, Norwegian, PFA, Euroinvestor, Fast Ejendom, Scandinavian Tobacco, Boliga Gruppen og Victoria Properties kommer med halvårsregnskab.

PS...

Danmarks ældste boyband modtog mest i coronahjælp. Tørfisk I/S er et af seks selskaber, der har modtagets statens maksimale coronahjælpepakke for selvstændige. De 368.000 kr. dækkede ikke de mange tabte koncerter til fulde, men det var et plaster på såret.

Tørfisk har indtil videre aflyst 60 koncerter. Foto: Tørfisk.