Fortsæt til indhold

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Investorer mangedobler indsatsen på atomteknologi | Skatteekspert: Tusindvis af danskere snyder sig selv for pensionsfradrag | Dansk iværksætter har solgt livsværket til stor svensk kæde

Briefing

GODMORGEN

Her er, hvad du skal vide.

Nyheder

Atomkraft, ja tak: Investorer mangedobler indsatsen på atomteknologi

I jagten på at løse klimaudfordringerne og i troen på et gennembrud tiltrækker den nye generation af atomkraft i stigende grad investorer – også i Danmark. Men selvom investorer i højere grad er villige til at satse penge i udviklingen af de nye teknologier, er der stadig en række barrierer at bryde ned.

Copenhagen Atomics i Søborg er en af de to danske virksomheder, der er i gang med at udvikle en atomreaktor af fjerde generation, som er mindre, mere sikker og mere skalerbar end de traditionelle atomkraftværker. Her ses direktør Thomas Steenberg. Foto: Gregers Tycho

Copenhagen Atomics i Søborg er en af de to danske virksomheder, der er i gang med at udvikle en atomreaktor af fjerde generation, som er mindre, mere sikker og mere skalerbar end de traditionelle atomkraftværker. Her ses direktør Thomas Steenberg. Foto: Gregers Tycho.

Skatteekspert: Tusindvis af danskere snyder sig selv for pensionsfradrag

Godt 30.000 danskere om året risikerer at bliver beskattet to gange af indskud på deres ratepension. De indbetaler nemlig mere ind på deres ratepension, end de kan få fradrag for. De senere år er et trecifret millionbeløb nægtet fradrag af den årsag, viser en opgørelse for 2018 og 2019 foretaget af revisionsfirmaet BDO. »At betale for meget ind på sin ratepension er en ubetinget dårlig idé, som kan give en samlet marginalskat på helt op mod 80 pct. Der er allerede betalt skat en gang af indkomsten, og pengene vil blive beskattet igen ved udbetaling,« siger BDOs skattespecialist Henning Boye Hansen.

Dansk iværksætter har solgt livsværket til stor svensk kæde. AV-Cables, der blev grundlagt for 15 år siden af Christian Damgaard Møller, er blevet solgt til den svenske detailkæde Kjell & Company, der overtager 100 pct. af aktierne i det danske selskab. »Jeg startede min virksomhed hjemme i parcelhuset, og siden er det gået stille og roligt fremad. Det her er nok en typisk iværksætterhistorie, hvor man går fra at starte noget op og så sælge det til sidst,« siger Christian Damgaard Møller, der fortsætter som adm. direktør i AV-Cables efter opkøbet.

Måden at tælle på i genåbning af storcentre får kritikere til at efterlyse lidt sund fornuft. Nye regler fra Erhvervsministeriet betyder, at lukkede restauranter og caféer tæller med i afgørelsen af, om indkøbscentre er for store til at genåbne den 13. april. »Det her vil ramme mange mindre lokalcentre og bydelscentre, og det er bestemt ikke noget, der højner forståelsen for reglerne ude i de centerbutikker, som i forvejen har svært ved at forstå, at de er lukket ned,« siger Jens Birkeholm, branchedirektør i Dansk Detail i Dansk Erhverv.

Omkring 1,6 mio. danskere har foreløbig valgt at få deres resterende feriepenge udbetalt, viser nye tal fra ATP. Samlet er der bestilt udbetaling af 26,2 mia. kr., hvilket svarer til lidt under halvdelen af de godt og vel 56 mia. kr., som kan udbetales. Det oplyser ATP, der står for udbetalingen, oplyser i en mail til Finans.

Sådan har de danske aktier klaret sig igennem første del af 2021. De danske aktier har klaret sig middelmådig igennem de første måneder af året. Faktisk så middelmådig, at afkastet måske kan beskrives som leverpostejsfarvet, når man sammenligner med tidligere år. Det viser en opgørelse, som Formuepleje har lavet for Finans. »Der er ingen tvivl om, at danske aktier er stærke selskaber, og at deres forretningsmodeller har gjort det godt. Det tror jeg også, at de vil blive ved med, men udfordringen er værdiansættelsen og de høje forventninger, der har været til dem,« siger Otto Friedrichsen, aktiechef i Formuepleje.

Martin Thorborg siger farvel til Jubii: »Jeg må erkende, Mark Zuckerberg havde større nosser end mig«. Danskernes første brede dør til internettet, Jubii, bliver nu lukket ned efter 25 års tjeneste. Portalen havde potentialet til at blive et selskab på størrelse med Facebook, mener medstifteren.

Michelin-restauranten Gastromé kaster håndklædet i ringen. Konkursen er begæret af selskabet selv, da der pga. coronapandemien ikke længere er penge i selskabet til at betale husleje og lønninger til selskabets i alt fire ansatte, der alle er opsagt i forbindelse med konkursen.

Det skriver andre

Ori­farm-top­chef er slet ikke mæt oven på mil­li­ardop­køb. Knap er milliardopkøbet af en lægemiddelportefølje fra Takeda godkendt, førend Orifarms topchef varsler ekspansion og nye opkøb, men med nyt fokus. (Børsen – låst artikel)

Danmark opfordrer EU til at skrue op for den grønne omstilling. Der står enorme interesser på spil. Følger EU den danske opfordring, kan det skabe 15.000 nye job i Danmark. (Berlingske – låst artikel)

Nye coronavaner kan have banet vejen til lavere sygefravær. Standerne med håndsprit bliver stående, og øget bevidsthed om hygiejne kan få danskernes sygefravær ned, lyder det fra arbejdspladser, forskere og ministeren. (Jyllands-Posten)

Gik du glip af...

I næsten en uge har det 400 meter lange og 59 meter brede containerskib ”Ever Given” blokeret Suez-kanalen. Det har skabt store bekymringer om varemangel og frygt for, at fragtpriserne ville stige markant. Sent mandag blev skibet trukket fri.

Cirka 15 procent af verdens skibsfartstrafik passerer gennem kanalen, og hundredvis af skibe har måttet vente på at passere. Foto: Satellogic/Reuters.

Ny serie: Vejen ud af krisen

Der er fuldt blus på optimismen i Terma efter rekordår under corona - næste år vil de gøre det igen. Ved indgangen til receptionen i Termas kontorbygning bliver gæster bedt om at iføre sig mundbind og skrive under på en erklæring om, at man ikke har symptomer på covid-19, og adm. direktør Jes Munk Hansen har af sikkerhedsmæssige hensyn ikke sat sine fødder på virksomhedens fabrik i Grenå i mere end et år. Pandemien har sat et meget tydeligt præg på virksomheden - både i fysisk forstand men også på selve forretningen. Og det lyder alt sammen meget dystert og tungt, men direktøren er i strålende humør. »Vi planlægger med vækst igen på op til 10 procent,« siger han.

Jes Munk Hansen havde kun været direktør i Terma i et år, da corona-krisen skyllede ind over verden. Foto: Marie Ravn.

Finans fakta

Når beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard ser tilbage på det seneste år er der to grafer, som han særligt hæfter sig ved og gerne taler om. Målt på både beskæftigelsestab og negativ BNP-vækst i forhold til overdødelighed har Danmark klaret sig »godt« i en international sammenligning, hvis man ellers kan tale om at klare sig godt igennem en galopperende global sundhedskrise og en direkte afledt økonomisk krise, mener ministeren. Samtidig ligger den danske overdødelighed lavt sammenlignet med mange andre lande.

BNP-tabet sidste år var »kun« 3,3 pct., og trods chokket med den største månedsvise stigning i ledigheden siden 1930’ernes store depression fra februar til marts sidste år, rettede ledighedstallene hurtigt, da samfundet blev genåbnet, og beskæftigelsestabet i 2020 blev begrænset til 0,7 pct.

Dagens profil

Louise Aggerstrøm Hansen, nyudnævnt chefanalytiker i Danske Bank, har set sin professionelle stjerne skinne kraftigt under coronapandemien. Selvom pandemien gavnede karrieren, så tærede den også, fordi hendes viden om hjælpepakkerne gjorde hende til endestation for desperate venner, hvis levebrød var i fare. Og fra vinduet i sin lejlighed, som under den første nedlukning lå tæt på Mariakirkens hjemsted for narkomaner og hjemløse, kunne hun følge med i pandemiens menneskelige omkostninger på første parket. »Især i begyndelsen var jeg ret påvirket af det. Man kan ikke lade være med at tænke på de skæbner, som ligger bag tallene. Det var tydeligt, at pandemien ramte de mest udsatte rigtigt hårdt,« siger hun.

Louise Aggerstrøm Hansen er netop blevet udnævnt til chefanalytiker i Danske Bank og bliver betragtet som en oplagt kandidat til at blive cheføkonom på et tidspunkt. Foto: Carsten Snejbjerg.

Dagens tal

13,3

En ny kapitalindsprøjtning på 630 mio. kr. sender værdien af krypto-firmaet Chainalysis op på 13 mia. kroner – med blot 240 ansatte. I den nye runde har Chainalysis hentet penge fra en række store, amerikanske investorer, og dermed er der på bare fire måneder landet næsten 1,3 mia. kr. i kassen. Forklaringen er – ifølge Michael Grønager selv – at Chainalysis er blevet globalt førende på analyse af alt, hvad der sker med bitcoins og andre kryptovalutaer.

Børs

Stigende statsrenter og frygt for høj inflation belastede ifølge iagttagere tirsdag det amerikanske aktiemarked. Det endte dog kun med en ganske beskeden for ledende indeks på Wall Street. S&P 500-indekset tabte i aftes 0,3 pct., Nasdaq-indekset faldt 0,1 pct., og Dow Jones-indekset bakkede med 0,3 pct. Her er den seneste børsberetning.

Debat

Pandemien har i den grad flyttet opfattelsen af, hvad der kan lade sig gøre. Lad os huske de ting, vi fik øjnene op for under corona, og bruge dem på den anden side af krisen. Pandemien har skabt kulturelle forandringer på mange arbejdspladser i et omfang, som det før krisen ville have taget årtier at gennemføre. Læs dagens kommentar fra Per Kirchner her.

Det sker i dag

Atlantic Petrol og den kinesiske IT-gigant Huawei kommer med årsregnskab. Derdudover præsenterer Atlantic Petroleum og Blue Vision tal for fjerde kvartal. Danmarks Statistik udsender månedlige tal for bl.a. arbejdsløsheden og ejendomssalg og tal for nationalregnskab.

PS...

Den amerikanske sportstøjsgigant Nike sagsøger Brooklyn-kunstkollektivet MSCHF for et par kontroversielle sko ved navn ”Satan Sko”. Skoene indeholder en dråbe menneskeblod i sålerne og er blevet lavet ud fra en modificerede Nike Air Max 97s. Der er blevet frigivet 666 par af den såkaldte ”Satan Sko”, som ifølge kunstkollektivet var udsolgt på mindre end et minut. Nike hævder, at lanceringen overtræder brugen af selskabet varemæke, skriver BBC.