Fortsæt til indhold

Lars Seier jagter investorer inden lancering af prestigeprojekt

Om få måneder lancerer Lars Seier blockchainprotokollen Concordium, der vil spare verden for en masse fordyrende mellemled og gøre Danmark til et finansielt foregangsland.

Lars Seier Christensen og resten af holdet bag Concordium har netop lanceret en lukket betaversion af blockchainprotokollen, som forventes at blive frigivet i første halvdel af 2020. Foto: Stine Bidstrup
Tech

Lars Seier og og resten af det stjernebesatte hold bag Concordium jagter investorer inden lanceringen af blockchainprotokollen i 2020.

Målet er at opnå en ekstrakapital på 50-100 mio. kr., erfarer Finans. Det er nødvendigt for at decentralisere ejerskabet så meget som muligt og gøre teknologiens udbredelse mindre afhængig af enkeltpersoner.

Derudover er det dansk-schweiziske foretagende i fuld færd med at indgå partnerskaber og vil i første omgang bruge bilindustrien som et brohoved til andre brancher.

»Der er faktisk ganske megen interesse i projektet, så vi er ved at gøre os klar til en ny investeringsrunde. Det haster dog ikke mere, end det jager, for projektet skrider godt frem og har penge nok,« siger Lars Seier, som ikke vil afsløre, hvor meget han selv har investeret i teknologien, der er værdisat til 150 mio. dollars inden frigivelsen.

Concordium er hans første selvskabte forretning og største satsning siden etableringen af Saxo Bank. Målet er skabe en verdensudbredt platform for betalingstransaktioner uden behov for alle de fordyrende mellemled, der i dag tegner sig for et helt hjørne i samfundsøkonomien.

Det skal ske i samarbejde med lovgivere og finansmyndigheder, så derfor har Lars Seier i løbet af de seneste tre år allieret sig med navne som Lone Fønss Schrøder, Anders Fogh Rasmussen, Jesper Buus Nielsen, Hans Ole Jochumsen og Anders Samuelsen.

Af samme grund vækker projektet så meget opmærksomhed herhjemme, at ambitionen om at opbygge blockchainens svar på World Wide Web er det fjerde kapitel i Finans’ artikelserie om 10 idéer, der kan ændre Danmark.

»Det mest spændende ved projektet er jo, at det er funderet i dyb forskning på Aarhus Universitet og dermed står på et ekstra ben. Det handler om, at Danmark skal levere den næste generation af finansiel infrastruktur,« siger Thomas Krogh Jensen, adm. direktør for Copenhagen Fintech.

Med andre ord kan Concordium vende op og ned på den etablerede banksektor, hvilket Finanstilsynet som udgangspunkt har det fint med.

»Vi har en relativt neutral holdning forstået på den måde, at vi gerne vil understøtte, at den finansielle sektor kan anvende teknologien til at gøre tingene bedre og billigere,« siger vicekontorchef Jon Hasling Kyed.

Artiklens emner
Ethereum