Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter
Danmark lukker måske så småt op efter påske | Coronakrise sender salg af Molslinjen til hjørne | Frygter op mod 47 mio. ledige amerikanere
GODMORGEN
Coronakrisen fylder meget naturligt alt i disse tider. I dag er ingen undtagelse. Her får du dagens første opdatering fra Finans.
Nyheder
Danmark lukker måske så småt op efter påske
Danmark kan så småt se frem til at genåbne langsomt efter påske, lød det fra statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde sent mandag eftermiddag. Hvis vi vel at mærke opfører os pænt indtil og overholder gældende retningslinjer om afstand, ikke større grupper samlet mm. Det vækker glæde hos bl.a. DI, men vi skal stadigt passe på, advarer organisationen.
Statsminister Mette Frederiksen under mandagens pressemøde. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2020.
Coronakrise sender milliardsalg af Molslinjen til hjørne
Salget af både Molslinjen og Unisport er blevet droppet af de ejende kapitalfonde hhv. Polaris og Nordic capital. Det sker som følge af coronakrisen, der har øget usikkerheden og banket aktiemarkederne ned. Det fortæller flere kilder til Finans.
Oliepriskrigen destruerer enorme værdier. Olieindustrien og de olieeksporterende lande har daglige milliardtab på grund af oliepriskrigen. Manglende efterspørgsel kan sende prisen på olie ned i 10-12 dollars per tønde senere på året, vurderer en britisk energiforskningsinstitution.
Centralbank frygter op mod 47 mio. flere ledige amerikanere. Amerikanske FED anslår i et skrækscenarie, at ledigheden i USA vil eksplodere med 47 mio. flere ledige som følge af coronakrisen, og at arbejdsløsheden dermed kan ende på 30 pct. som en konsekvens af coronakrisen. Samtidig meddeler præsident Trump, at over en million amerikanerne nu er testet for coronavirus.
Store udsving i renterne på flekslån. De lange boligrenter falder, og fleksrenterne danser igen omkring 0-punktet med pil nedad. Men der er stadig uro på markederne, og derfor kan man ikke regne med at de "gamle dage" fra før coronakrisen med stabilt meget lave renter vender tilbage - i hvert fald foreløbig, lyder advarslen fra to boligøkonomer.
Skisportsted kan blive sagsøgt af op mod 2500 skiturister. Afterski-barer, hoteller og gondolbaner blev lukket ned for sent og for lidt for at inddæmme den hurtigt omsiggribende corona-smitte på skisportsstedet Ischgl i Østrigs alper, ifølge den østrigske forbrugerorganisation Verbraucherschutzverein (VSV). Derfor er den nu begyndt at organisere et kollektivt søgsmål mod myndighederne i Tyrol. (DR)
Milliardær og eventyrer vil hjælpe amerikanerne med at trække vejret. Den kendte milliardær Richard Bransons virksomhed Virgin Orbit omlægger produktionen fra at lave raketter til at lave meget efterspurgte respiratorer. Orbit forventer ifølge flere medier at kunne masseproducere en simpel repspirator i hundredetusindvis om ugen.
Medicinalkæmpe rykker ét skridt nærmere corona-vaccine. Verdens største medicinalvirksomhed Johnson & Johnson har meddelt, at selskabet har opnået positive resultater med en vaccinekandidat. Hvis alt går vel, forventer selskabet at en vaccine til nødbrug vil være klar allerede i starten af 2021.
International dansk topchef er havnet i en shitstorm. På trods af rekordregnskab vil den tyske Adidas-koncern med danskeren Kasper Rørsted i spidsen ikke betale husleje for sine tyske lejemål under coronakrisen. Det har medført kraftig kritik. og Adidas er langt fra ene. Der er flere steder udbudt huslejekrig mellem udlejere og detailkæder: »Vi er i en akut situation,« lyder det.
12 milliarder dollars i statsstøtte skal holde flyselskab oppe. Luftfartsselskabet American Airlines vil søge om op til 12 milliarder dollar i statsstøtte fra USA's regering for at undgå ufrivillige afskedigelser og nedskæringer i lønninger.
Gik du glip af...
Mandag faldt en ny aftale på plads, som skal holde hånden under de danske virksomheder og arbejdspladser.
- Aftalen: Trepartsaftalen mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter er blevet udvidet, så loftet for lønkompensation nu lyder på 30.000 kr. mod i dag 23.000 kr. for funktionærer og 26.000 kr. for ikke-funktionærer.
- Reaktionen: Flere økonomer roser tiltaget, men der er også bekymrede røster, der stadig tvivler på, om det er nok. Og så efterlyser erhvervslivet mere fleksibilitet i ordningen.
- Ledigheden: Ledighedskøen fortsatte med at vokse i denne uge omend i et lidt langsommere tempo. Siden den 10. marts er der ifølge Beskæftigelsesministeriet kommet godt 33.000 flere ledige netto. Det er en tredjedel af stigningen under hele finanskrisen, der tog næsten to år.
Udsyn
Oliepriskrigen destruerer enorme milliardværdier. Benzinprisen er på det laveste niveau i fem år, og selv de, der har økonomiske ressourcer til at foretage risikoafdækning, vil have svært ved at gøre det. Faktisk er Ruslands beslutning om at iværksætte en global oliepriskrig kommet på det værst tænkelige tidspunkt, forklarer Finans´ globale redaktør Keld Louie Pedersen.
Finans fakta
Her er landene, hvor flytrafikken er dykket mest. I langt de fleste europæiske lande er flytrafikken faldet med mere end 80 pct. på grund af restriktioner efter coronavirus. Se alle tallene her.
Italien er et af de lande, hvor flytrafikken er gået helt i stå med et fald på over 90 pct. Foto: Arkiv.
Dagens profil
Lone Fønss Schrøder følger konsekvenserne af coronakrisen tæt fra sin direktørstilling og fra sine bestyrelsesposter i Ikea og Volvo. Ikke engang coronakrisen har kunnet ryste den erfarne erhvervskvinde. »Jeg kan godt leve med usikkerhed og er trænet i at håndtere kriser,« som hun udtrykker det. Hun ser tegn på, at Kina er på vej tilbage til en normal hverdag, og tror på, at meget ser normalt ud i Danmark igen om en måneds tid.
Dagens tal
Så mange år siden er det, at en tønde amerikansk referanceolie sidst kom under 20 dollars. Men mandag skete det så igen. Prisen rettede sig dog og sneg sig akkurat over senere på dagen.
Børs
Vægelsind ender med plusser. De europæiske aktiemarkeder var præget af både op- og nedture mandag, hvor det skiftede mellem grønt og rødt, inden det dog endte i plus på bl.a. det tyske marked. Det amerikanske aktiemarked endte også med pæne plusser og oplevede dermed et comeback efter det store fald fredag. Det brede S&P 500-indeks gik op med 3,4 pct., men er fortsat nede med 22,4 pct. ift. den seneste rekord tilbage fra d. 19. februar. Dow Jones-indekset steg mandag med 3,2 pct., mens Nasdaq vandt frem med 3,6 pct. Her er den seneste børsberetning.
Debat
Coronakrisen bliver danmarkshistorie. Hvad for en version vil du ha’? Når coronaen en dag er overstået, vil der ikke være én sand historie om, hvad der egentlig skete i foråret 2020 og de følgende måneder. Der vil være mindst to sande historier. Muligvis bliver den ene version ophøjet til officiel danmarkshistorie. Men tilhængerne af den anden version vil ryste på hovedet med en bemærkning om, at det altid er vinderne, der skriver historien, uanset hvad fakta er, skriver erhvervskommentator Anders Heide Mortensen.
Det sker i dag
- Erhverv: Regnskaber fra Kirkbi, Huawei, Atlantic Petroleum, Blue Vision, FirstFarms, Scandinavian Brake Systems og DLH.
PS...
Københavns gader og stræder ligger øde hen. Heartbeats har lavet denne video, der viser en mennesketom storby under coronakrisen.


